En kæmpe tragedie.
Det er, hvad baseball-stjernen Blake Bivens har været vidne til tirsdag, da hans hustru, deres et-årige søn, svigermor og hund er blevet myrdet. Drabsmanden er angiveligt hustruens lillebror, den blot 18-årige Matthew Bernard.
Efter at have slået tre mennesker og en hund ihjel gik teenageren amok og løb nøgen rundt, hvor han blandt andet angreb en opsynsmand ved den lokale kirke, mens politiet jagtede ham. Det skriver flere medier, herunder The Sun.
Ligene blev fundet ved familiens hus i delstaten Virginia i USA, og nu er Bernard både anholdt og anklaget for alle tre mord. Den ene kvinde blev fundet død i indkørslen, mens hans søn og den anden kvinde lå inde i huset.

Politiet opdagede ligene efter at have fået et opkald om, at der var hørt skud ved huset i Pittsylvania County.
»Jeg havde ikke forestillet mig det her i mine vildeste drømme. Ikke ham. Af alle mennesker i verden havde jeg ikke kunnet forestille mig det,« siger drabsmandens onkel, Bryant Bernard, ifølge nyhedsstationen WSLS. Desuden kalder han også Matthew Bernard for en 'all around perfekt dreng'.
Blake Bivens er en del af baseballholdet Tampa Bay Rays i Major League Baseball (MLB), men har spillet en del kampe for det mindre hold Montgomery Biscuits i Alabama.
Biscuits' kamp mod Chatanooga Lookouts blev aflyst i kølvandet på tragedien.
»Tidligere i dag hørte vi, at Blake Bivens, en pitcher fra den næstbedste række, The Montgomery Biscuits, har været udsat for en frygtelig familietragedie i Virginia,« skriver Tampa Bay Rays på Twitter.
»Vores hjerter er knuste for Blake. Vi sørger med ham og vil støtte ham på alle måder, vi kan.«
»Vi beder alle om at respektere Bivens- og Biscuits-familiernes privatliv gennem denne ekstremt hårde tid.«
Blake Bivens er 24 år gammel.



