Skaksportens sexsymbol.

Sådan betegnede Time Magazine det norske skakgeni Magnus Carlsen i 2013.

Her skulle en bare 22-årig Magnus Carlsen op mod den flerdobbelte og forsvarende verdensmester Viswanathan Anand i VM-finalen.

'Superstjernen med VM-titlerne mod sexsymbolet med modelkontrakten hos tøjmærket G-Star,' skrev Time om henholdsvis Anand og Carlsen.

Onsdag deltager han ved showet 'Energi Danmark Champions Battle 2019' i Cirkusbygningen.

Historien om den i dag 28-årige nordmand, der har vundet VM i skak fire gange i træk, handler ikke kun om et vanvittigt skaktalent.

Det handler i høj grad også om, hvordan Magnus Carlsen har gjort skak endnu større og skabt et millionbrand i den notorisk nørdede skakverden.

»Han er en af meget få norske sportsprofiler, der er kendt 'world wide'. Jeg kan ikke komme på andre sportsmennesker i andre nicheidrætter med tilsvarende egenskaber,« siger Jacob Lund, der er kendt som Norges sponsorkonge og i dag har firmaet Sponsorconsult.

Magnus Carlsen er stor fodboldfan og spiller selv. Under to partier af VM-finalen skadede han sit ene øjenbryn i en fodboldkamp, hvor han stødte sammen med en journalist.
Magnus Carlsen er stor fodboldfan og spiller selv. Under to partier af VM-finalen skadede han sit ene øjenbryn i en fodboldkamp, hvor han stødte sammen med en journalist. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Allerede som 13-årig tog Magnus Carlsen de første spæde skridt imod en stor skakkarriere og mod at skabe et stort navn for sig selv inden for skak.

Her blev Magnus Carlsen taget ud af skolen af sine forældre for at rejse rundt i Europa og spille skak.

Men familien var ikke specielt velhavende, fortæller Espen Agdestein, der har været manager for Magnus Carlsen gennem en årrække og hjalp familien med at finde Magnus Carlsens første sponsor, Microsoft.

Espens Agdesteins bror, Simen, har tidligere været Norges bedste skakspiller og spillet på det norske fodboldlandshold. Han var lærer for Magnus Carlsen, da han var 10-11 år, og så noget særligt i ham.

Det ledte til et samarbejde mellem Espen Agdestein og Magnus Carlsen. Som 18-årig i 2008 skulle Magnus Carlsen til at træne med den legendariske Garry Kasparov. Igen var der behov for sponsorer.

»Jeg havde som målsætning at finde fire sponsorer, der skulle lægge en million norske kroner hver. Det var ret svært. Skak var ikke den store tv-sport i Norge, som det er i dag, men det lykkedes mig året efter at have dem på plads,« fortæller Espen Agdestein.

Mediesky

Dernæst kom det til, at folk skulle begynde at få navnet Magnus Carlsen på læberne. Derfor fulgte en periode, hvor den unge nordmand var meget aktiv i medierne.

»I starten var han indforstået med, at det var noget, han måtte arbejde med. Han stillede op til rigtig meget, for det var muligt at begynde at opbygge et brand, og det var han meget interesseret i,« siger Espen Agdestein.

Magnus Carlsen under et parti skak mod Viswanathan Anand i januar 2019.
Magnus Carlsen under et parti skak mod Viswanathan Anand i januar 2019. Foto: KOEN SUYK
Vis mere

Efter blandt andet at have været med i talkshowet 'Skavlan' fik Magnus Carlsen-lejren et opkald fra uventet side i 2010. Det hollandske tøjmærke G-Star var klar med en kampagne, hvor Carlsen skulle bruges sammen med skuespilleren Liv Tyler.

»Det var ligesom starten på noget rigtigt spændende. Det var en meget overraskende kombination, men G-Star tog kontakt til os, fordi de havde en filosofi om en 'unexpected combination'. Det var deres brandingstrategi, og det blev jeg meget glad for,« siger Agdestein.

Siden da har han blandt også reklameret for bilmærket Porsche og urmærket Omega. Han har haft en birolle i et afsnit af 'The Simpsons' og takket nej til en mindre rolle i 'Star Trek'. Magasinet Cosmopolitan har også kåret ham blandt de mest sexede mænd i verden i 2013.

Magnus Carlsen og Liv Tyler i 2010 under et event for G-Star.
Magnus Carlsen og Liv Tyler i 2010 under et event for G-Star. Foto: © ERIC THAYER / Reuters
Vis mere

I dag snakker han nødigt om meget andet end skak. Det behøver han ikke. Han har haft de samme fire sponsorer siden 2009, og økonomien er stærk.

Det er den blandt andet på baggrund af Magnusen Carlsens selskab Magnuschess, der sammenfatter hans indtjening via sponsorer, turneringer, investeringer og Carlsens digitale satsning 'Play Magnus'.

Her kan man læse og lære om skak, mens man kan spille mod en virtuel Magnus Carlsen, der repræsenterer ham på forskellige stadier i hans karriere.

Ifølge VG havde selskabet sammenlagt tjent 120 millioner norske kroner ved slutningen af 2018, hvor Magnus Carlsen netop havde vundet sit fjerde verdensmesterskab mod amerikanske Fabiano Caruana.

Med penge i kassen og et flot hus i Holmenkollen, der beskrives som den eneste luksus, Magnus Carlsen har undt sig selv, og et stort navn på verdensplan, behøver han ikke ofre sin tid på medierne længere.

»Det er ikke noget, der har været kalkuleret fra dag et, at det skulle udvikle sig sådan, men sådan er det blevet. Der er næsten ingen medier, der får lov til at tale med ham uden for store turneringer. Han er ikke interesseret, og han har det ikke godt med at tale om sig selv,« siger Espen Agdestein.

Det er samtidigt det, der gør ham spændende, forklarer Jacob Lund fra Sponsorconsult.

»Magnus Carlsen er unik af flere grunde. Han har en enorm sejrsrække, han er ung og har en relativt lav medieprofil sammen med ekstrem fokus og et vinderinstinkt. Han er elsket af norske medier, fordi han er dygtig, genert, lidt utilgængelig og dermed lidt sexet.«

Du kan onsdag følge eventet i Cirkusbygningen live her på B.T fra klokken 19. Her skal Magnus Carlsen spille mod 25 personer på samme tid, møde 14-årige Jonas Buhl Bjerre i et parti skak og interviewes af hjerneforsker Peter Lund Madsen.