»Det burde ikke kunne lade sig gøre.«

Alligevel er Magnus Carlsen kongen af skak, og ordene fra hans danske træner, Peter Heine Nielsen, falder prompte.

B.T. har taget en snak med Peter Heine Nielsen forud for, at der onsdag afholdes det store show 'Energi Danmark Champions Battle 2019' i Cirkusbygningen, hvor Magnus Carlsen er hovedattraktionen.

Formålet er blandt andet at opklare, hvordan Magnus Carlsen har nået toppen, og hvordan han formår at snuppe fire VM-titler i streg.

Peter Heine Nielsen har været med ved tre af Magnus Carlsens fire VM-sejre.
Peter Heine Nielsen har været med ved tre af Magnus Carlsens fire VM-sejre. Dan P. Neegaard

»Det er et godt spørgsmål. Norge er ikke et specielt stort skakland, og jeg er vokset op med, at vi altid gjorde lidt grin med Norge, fordi vi altid var foran dem på landsholdet,« siger Peter Heine Nielsen, der selv er tidligere professionel skakspiller og var Nordens førende skakspiller i det forrige årti.

»Lige pludseligt er de suverænt bedre end os. Også selvom man fraregner Carlsen,« fortsætter han.

De to har kendt hinanden, siden Carlsen var 12 år. Gennem Carlsens ungdom har de to haft et forhold, der blev tættere og tættere, som årene gik. De to var Nordens bedste spillere gennem en årrække og var hinandens bedste sparringspartnere.

I 2012 blev Peter Heine Nielsen så tilbudt et job som fast træner for Magnus Carlsen og takkede ja. Men helt fra Carlsen var ganske ung og ingen VM-titler havde, var han en markant anderledes type end den stereotype skakspiller.

»Vi kender skakspillere som noget, der kommer fra Sovjet-tiden, at man er bygget op i den russiske skakskole og er blevet trænet hårdt. Magnus er det absolut modsatte af det. Han er et vestligt vidunderbarn,« siger Peter Heine Nielsen og fortsætter:

»Det har altid handlet om hans lyst til at spille. Hans forældre gik meget op i, at skak skulle være sjovt, og at han ikke skulle presses. Da han blev lidt ældre, skulle han eksempelvis trænes af legendariske Garry Kasparov, men det brød sammen. Kasparov ville give ham hjemmeopgaver for, og det kunne han ikke magte.«

»Mange har tvivlet på, om det var den rette måde at gøre det på. Kasparov var ganske tvivlende over for hans arbejdsmoral, og jeg havde lidt den samme indstilling på et tidspunkt, hvor jeg sagde til ham, at man ikke kunne blive verdensmester uden hårdt arbejde. Han svarede lidt morsomt tilbage: 'Vi får se'. Og det er ligesom blevet afklaret,« siger Peter Heine Nielsen.

Der er klassiske kendetegn på en god skakspiller, forklarer den danske træner. Høj intelligens. Stor koncentrationsevne. En naturlig passion for spillet.

Magnus Carlsen som 13-årig i 2004 mod Peter Heine Nielsen.
Magnus Carlsen som 13-årig i 2004 mod Peter Heine Nielsen. Liselotte Sabroe

Det besidder Magnus Carlsen alt sammen og formentlig også i højere grad end konkurrenterne. Men Carlsens vilje til at vinde for enhver pris er uovertruffen, fortæller Peter Heine Nielsen.

»Han er en fantastisk sportsperson. Jeg har vænnet mig til at tabe til ham i skak, men han vil vinde i alt. Og han går hårdt til den. Om vi spiller fodbold, basketball eller skak, så giver vi alt, hvad vi har. Det gør han også i skak.«

»Jeg kan nogle gange klage over, at han ikke er så godt forberedt eller har lyttet nok til det, jeg har sagt til ham. Men når han spiller, så har han en fantastisk mentalitet og en fantastisk vilje.«

For en stor fodboldfan som Carlsen kom det blandt andet også til syne under det seneste VM i London.

Magnus Carlsen med sin øjenskade.
Magnus Carlsen med sin øjenskade. FACUNDO ARRIZABALAGA

Før det niende parti mod amerikanske Fabiano Caruana mødte Carlsen op med plaster ved det ene øjenbryn. Han havde spillet fodbold mod blandt andre en journalist fra NRK, der måtte syes efter sammenstødet med den 28-årige verdensmester.

»Som træner vil du stå og sige, at det er fuldstændig sindssygt. At få en hovedskade under et VM er det dummeste, man kan gøre. Men vi skulle spille fodbold, og så var det fodbold, det handlede om.«

Det betyder også, at der er blandede holdninger til nordmanden blandt kollegerne.

Dels er der stor beundring for det, Carlsen har mestret gennem sin karriere, og flere spillere er begyndt at kopiere nordmandens stil – både på brættet og i baglandet.

Og dels hærger der en grad af misundelse, fornemmer Peter Heine Nielsen.

»Når du er så god, kan man vel ikke undgå, at andre ser på dig og bliver irriteret. Det er lidt som med Manchester City. Hvad synes folk om dem? Vi synes vel, det er træls, de er så meget bedre. Så har man vel lidt ondt af Liverpool, der ikke vinder Premier League, når de nu gjorde det så godt.«

Magnus Carlsen kommer til Danmark tirsdag, hvor han afholder pressemøde sammen med 14-årige Jonas Buhl Bjerre, der med sin andenplads ved DM i skak kvalificerede sig til at spille mod Magnus Carlsen ved onsdagens show.

Der skal Carlsen også interviewes af hjerneforsker Peter Lund Madsen, mens han skal spille simultanskak mod 25 personer på samme tid. Du kan følge showet live på B.T. fra onsdag klokken 19.