Et liv med sygdom, trusler og selvmordstanker.

Sådan har det været at være rugbylegenden Gareth Thomas, der har fortalt offentligheden om, at han er hiv-positiv efter at have holdt på hemmeligheden i årevis.

Walisiske Gareth Thomas sprang ud som homoseksuel i 2009, inden han stoppede rugbykarrieren i 2011. I Storbritannien er han en vigtig skikkelse, da han som en af de første valgte at stå frem som homoseksuel, mens han stadig dyrkede sport på eliteplan.

»Jeg har levet med denne her hemmelighed i årevis. Jeg har skammet mig, og denne store hemmelighed har taget hårdt på mig,« siger Gareth Thomas i et interview med Daily Mirror om at været hiv-smittet.

»Jeg var et mørkt sted og havde selvmordstanker. Jeg tænkte på at køre ud over en klint.«

Gareth Thomas har været gift i tre år med sin mand Stephen, som ikke er smittet med sygdommen. Nedturen for Thomas startede ved et almindeligt rutinetjek, der udviklede sig til et mareridt.

Mens han ventede på resultatet fra blodprøverne, satte Gareth Thomas sig ud i sin bil for at slå ventetiden ihjel. Cirka en time senere gik han ind for at få resultaterne, og det var her, han fik det frygtelige nyt at vide.

»Da lægen fortalte mig det, brød jeg sammen. Jeg var i en tilstand... Jeg troede, at jeg skulle dø med det samme. Det føltes, som om et tog ramte mig med 300 mph (480 kilometer i timen, red.). Jeg havde slet ikke forventet det. Jeg sad og tænkte på, hvor længe jeg mon havde tilbage at leve i,« fortæller Gareth Thomas, der allerede troede, at hans liv var forbi, inden han var begyndt på behandlingen.

»For mig var det at ville dø en naturlig tanke, og det føltes som den nemmeste vej ud af det (at begå selvmord, red.), men man må jo se virkeligheden i øjnene.«

Faktisk måtte den tidligere rugbyspiller også ringe tidligere sexpartnere op for at fortælle dem den frygtelige nyhed, og det var ikke nemt. Det var det heller ikke, da han skulle fortælle sin familie det.

Waliseren, der også har deltaget i det populære reality-program 'Big Brother', blev nemlig forsøgt afpresset, hvilket tvang ham til at fortælle sine forældre det.

»Det er det sværeste, jeg nogensinde har skullet gøre,« fortæller han og tilføjer, at hans forældre blev bange, så han måtte forklare dem, at han ikke var døende.

Gareth Thomas havde en lang karriere som rugbyspiller, hvor han blandt andet nåede at spille 100 landskampe for sit hjemland, Wales.
Gareth Thomas havde en lang karriere som rugbyspiller, hvor han blandt andet nåede at spille 100 landskampe for sit hjemland, Wales. Foto: David Gray
Vis mere

»Jeg blev truet af mennesker, som sagde, at de ville afsløre min hemmelighed. Det er sygt, og jeg har været gennem helvede.«

Det var hårdt for Gareth Thomas, der pludselig følte sig magtesløs og som en form for tilskuer i sit eget liv. Egentlig havde han valgt ikke at fortælle sin familie det for at beskytte dem.

»Når en anden kender så stor en hemmelighed, så kan vedkommende definere ens lykke eller sorg hver morgen og bruge det som et våben mod en og ens familie,« fortæller han ærligt.

»Jeg var det mørkeste sted nogensinde. Jeg følte, at jeg mistede kontrollen over mit eget liv.«

Men nu har Thomas valgt at være ærlig omkring sin diagnose.

»Mange lever i frygt og skam over at have hiv, men jeg nægter at være en af dem (...) Jeg står frem for at gøre en forskel,« siger han.

»Jeg ved, at jeg har hiv, men hiv'en har ikke mig. Det styrer mig ikke. Jeg lever med det. Det er nemmere for mig at forklare det på den måde, for så bliver det nemmere at acceptere.«

Gareth Thomas var gift med ungdomskærligheden Jenna, men parret gik fra hinanden, da Gareth Thomas sprang ud som homoseksuel.