Alberto Zapata mistede søndag livet i et motocrossløb i Argentina, da han var involveret i en forfærdelig ulykke.

Den 23-årige motocrosskører blev kørt over af to konkurrenter, da han mistede kontrollen over sit køretøj og faldt til jorden.

Og det er desværre ikke første gang, at han er involveret i en ulykke. Han har tidligere mistet sin ene arm i en trafikulykke.

Det skriver flere udenlandske medier – blandt andet The Sun.

Billeder af det tragiske styrt viser, at de to konkurrenter ingen chance havde for at undgå at ramme Alberto Zapata.

Den unge motocrosskører er fra San Juan i Puerto Rico, og her har guvernøren vist sin sidste respekt for den modige sportsmand.

»Jeg er helt knust over de kedelige nyheder om Alberto Zapatas død. Jeg kondolerer overfor hans familie og venner i denne triste tid,« lyder det blandt andet.

Da Alberto Zapata vendte tilbage til motocrossporten som enarmet sportsudøver, modtog han stående bifald fra publikum efter hver eneste omgang.

Det er blot fem måneder siden, at han mistede sin venstre arm. Alligevel lykkedes det ham at køre på podiet 4. marts i et løb.

Da Alberto Zapata kørte galt i sin bil i november, måtte lægerne amputere hans ene arm med det samme. Det fortalte hans mor ham efterfølgende.