Fortællingen om Michael Jordan, der var en mand med et massivt spilleproblem, har fået et nyt kapitel.

En tidligere NBA-stjerne har afsløret, hvordan Michael Jordan spillede kort om millioner 36 timer i streg, samme dag som Chicago Bulls-legenden skulle annoncere sit comeback til NBA i 90erne.

I kølvandet på den ekstremt populære dokumentarserie The Last Dance, der omhandlede den største basketballstjerne gennem tidernes mange op- og nedture under en glorværdig karriere, har der været stort fokus på Jordans gamblingproblemer.

Den tidligere NBA-spiller Antoine Walker fortæller i podcasten All Things Covered, hvordan Jordans ekstreme konkurrencegen ikke kun kom til udtryk på banen.

FRANCK FIFE

Antoine Walker beskriver i podcasten en episode, hvor de to basketstjerner spillede kort 36 timer i streg.

»Det kostede 20.000 dollar bare at spille med. Hvis du ikke havde de 20.000 til at købe dig ind, så måtte du ikke spille med. Jeg husker en gang, hvor vi spillede spar trumf (kortspil, red.) i 36 timer. Vi spillede mod to andre fyre, og Michael og jeg var makkere. Vi skyldte dem på et tidspunkt 900.000 dollar,« fortæller Antoine Walker.

Det var i den periode i 90erne, hvor Michael Jordan noget overraskende valgte NBA-tilværelsen fra og forsøgte sig med baseball i stedet. Antoine Walker siger, at kortspillet fandt sted den dag, hvor Jordan annoncerede, at han ville vende tilbage til Chicago Bulls.

»Det gjorde det endnu mere vanvittigt, at det var den dag, han skulle offentliggøre, at han officielt vendte tilbage. Vi spillede i 36 timer i streg, mand.«

Den tidligere NBA-stjerne Antoine Walker fortæller nu om en vild gamblingepisode med Michael Jordan.
Den tidligere NBA-stjerne Antoine Walker fortæller nu om en vild gamblingepisode med Michael Jordan. JOHN MOTTERN

Men den vilde historie stopper ikke her. Da Michael Jordan og hans makker skyldte flere hundrede tusinde dollar til deres modstandere i kortspillet, sendte Jordan angiveligt sin nevø ud for at hente 500.000 dollar, der lå i en golftaske.

»De andre fyre, vi spillede imod, havde også mange penge. Vi skyldte dem 900.000 dollar undervejs, men vi fik alle pengene tilbage bortset fra 20.000 dollar. Michael ville dog ikke se dem vinde de 20.000. Vi endte derfor i stedet med at tabe 180.000 dollar, fordi han blev for træt. Han sov ved bordet.«

Michael Jordans gamblingproblem blev diskuteret i dokumentaren The Last Dance, hvor Jordan selv beskrev det som et konkurrenceproblem frem for et problem med gambling.

I dokumentaren bliver problemet udstillet i en scene, hvor Jordan vædder med en sikkerhedsvagt om, hvem der kan kaste en mønt og få den til at lande tættest på væggen.