Danmarks Idrætsforbund har valgt at udskyde 'DM-ugen' i Aalborg fra 2021 til 2022.
Det har DIF netop offentliggjort i en pressemeddelelse.
»Målet var klart, og planlægningen var i fuld gang: Der skulle afholdes en folkefest i eliteidrættens tegn i Aalborg i uge 25 i år 2021. DM-festen skulle være en del af DIF's 125-års jubilæum i 2021 og blandt andet bestå af DM i tennis, DM i cykling, DM i klatring, DM i fægtning, DM i atletik osv.,« står der i pressemeddelelsen.
Men på grund af den aktuelle corona-krise bliver sportssommeren i 2021 meget tætpakket, og derfor har DIF set sig nødsaget til at vente et år med at afvikle 'DM-ugen'.
»Jubilæet består, men skal nu forhåbentlig fejres med store danske præstationer ved OL og PL i Tokyo 2021. DM-festen udskydes til sommeren 2022. Årsagen er, at sportssommeren 2021 bliver meget omfangsrig med de mange udskudte idrætsarrangementer fra 2020 til 2021 på grund af coronakrisen. Frygten er derfor, at den nye DM-uge vil drukne i store internationale idrætsevents.«
Udskydelsen ærgrer Morten Mølholm, der er direktør i DIF, men han understreger, at det er det eneste rigtige at gøre.
»OL i Tokyo er udskudt til 2021, og samtidig afholdes forhåbentlig både EM i fodbold og Tour de France-starten på dansk grund. Alt det bevirker, at vi udskyder vores planlagte DM-uge fra 2021 til 2022,« siger Morten Mølholm Hansen.
»Med udskydelsen af DM-ugen udviser vi rettidig omhu. Vi mener ikke, at tiden er inde i 2021 til at lancere en DM-uge, som vi på sigt forventer os meget af.«
»Vi vil gerne ordentligt fra land med vores nye DM-koncept og have en masse opmærksomhed omkring konkurrencerne. Det får vi ikke i 2021. Til gengæld får vi nu et år mere til at forberede os, så alt er klar til sommeren 2022,« siger Mølholm.
De nye datoer for 'DM-ugen' er endnu ikke på plads, men planen er altså fortsat, at det skal afholdes i Aalborg.
Ifølge pressemeddelelsen har flere end 30 af DIF's 62 specialforbund vist interesse for at være en del af DM-ugen.
