Rivaliseringen indebar både tyverier, indbrud og sex.
Sådan siger den tidligere basketball-spiller Gilbert Arenas, når han skal fortælle om forholdet til sin yngre medspiller Nick Young.
Det gør han til SLAM Magazines The SLAM Show, og mon ikke de vanvittige episoder ville have fået ethvert normalt venskab til at briste i 1000 stykker.
»Når man er en veteran, vælger man en nybegynder, som man skal torturere resten af hans liv, og det blev Nick Young,« siger Gilbert Arenas.

Arenas havde allerede spillet for Washington Wizards i fire år, da Nick Young kom til. Og det var her, at Arenas begyndte at gå hårdt til sin yngre medspiller.
Eksempelvis brød Gilbert Arenas ind i Nick Youngs hus, hvor han fik vedkommendes søn til at græde, ligesom han engang stjal Nick Youngs dyre solbriller, der kostede knap 7.000 kroner.
Men som om det ikke var nok, gik Arenas efter Nick Youngs erobringer uden for banen.
Heller ikke dér holdt han sig tilbage ved bare at forsøge at forføre eller kysse med kvinder, som Nick Young havde noget kørende med. Han gik hele vejen og havde sex med dem.

»Hver gang han blev forelsket i THOT (forkortelse for 'that ho over there', hvilket bedst kan oversættes som en seksuelt udfordrende kvinde, der er løs på tråden, red.), havde jeg sex med dem bare for at lade ham vide, at der var tale om en THOT,« siger Gilbert Arenas.
På den måde kan man vel sige, at den nu 38-årige mand havde en stor indflydelse på Nick Youngs kærlighedsliv, men der var dog en spilleregel, han ikke overtrådte.
Var Nick Young kæreste med kvinden, holdt han sig tilbage.
Gilbert Arenas afslører også, at han har haft smadret Nick Youngs bil.



