Da Kelvin Kiptum døde i et færdselsuheld, blev den 24-årige stjerne en del af blodigt mysterie.
Et mysterie, der har stået på gennem mange år, og hvor den kenyanske nationalhelt blev det seneste offer.
I oktober slog Kiptum verdensrekord i maraton. I februar døde han, alt for ung.
Gennem en årrække har opsigtsvækkende mange løbere mistet livet i det østafrikanske land. Det er ingenlunde påvist, at de forskellige dødsfald er forbundet.
Alligevel er der tale om en gruopvækkende tendens.
Alene i 2023 blev to atleter sendt i døden – den ene, Samuel Kosgei, omkom også efter et færdselsuheld. Han blev 37 år.
Til gengæld er det hævet over enhver tvivl, at den kenyanskfødte løber fra Uganda, Benjamin Kiplagat, blev myrdet nytårsaften.
Kroppen på den 34-årige 3000-meterløber blev fundet i udkanten af byen Eldoret – gennemhullet af knivstik i halsen og i brystet.

Ifølge det britiske medie The Times er løb en af de nationale stoltheder i Kenya. Så snart en ung løber får fart i karrieren, bliver barrieren til de øverste sociale lag brudt ned.
Og derfra bliver man – muligvis – et mere udsat menneske gennem statussen som offentlig person. Mange af dem føler sig endda »uovervindelige,« skriver The Times.
Allerede for 15 år siden stod atleterne for skud. Her blev langdistanceløberen Jefferson Siekei pløjet ned af en bus, der kørte frontalt ind i hans motorcykel.
Året efter – i 2010 – var det stjernen David Lelei, der døde. Viceverdensmesteren på 1500 meter mistede også livet i trafikken. Med i bilen sad kollegaen Moses Tanui, men han overlevede.

Et af de mest bizarre dødsfald stammer fra 2011, hvor den første kenyaner, der vandt olympisk guld i maraton – Sammy Wanjiru – døde efter et fald fra en altan på første sal. Den 24-årige mand blev forsøgt genoplivet, men overlevede ikke. Og hans mor mener, at han blev slået ihjel.
To færdselsuheld viste sig også at være fatale for de kenyanske atleter i 2018. I det ene omkom VM-vinderen i 400 meter hæk – Nicholas Bett – mens maratonløberen Francis Kiplagat var en af fem ofre for en anden blodig episode.
Knap 30 kilometer fra det brutale drab på Benjamin Kiplagat, som blev stukket ned nytårsaften 2023, blev Agnes Tirop fundet i 2021.
Den 25-årige løber, der var dobbelt VM-bronzevinder i 10.000 meterløb, blev fundet død i sit hjem i Iten – stukket ihjel.

Det sidste dødsfald, vi skal forbi, skete i 2022. Her blev Damaris Muthee Mutua myrdet ved kvælning. Gerningsstedet var i øvrigt kun en kilometer fra dér, hvor Agnes Tirop blev fundet.
I alt altså 15 ofre på listen, B.T. har udarbejdet – og hvor der altså ikke er påvist nogen sammenhæng mellem dødsfaldene.
Men den gustne mystik klæber til den voldsomme mængde død, der hænger over landets stolte løbere.
Den bliver næppe mindre af, at fire mystiske mænd forsøgte at opsøge Kelvin Kiptum få dage før det nylige dødsfald, der i øvrigt også sendte hans træner, Gervais Hakizimana, i døden.
»De sagde, at de ville have ham, og nu hvor det her er sket, undrer jeg mig over, hvad de ville dengang. Hvad ville de have fra min søn, for de nægtede også at identificere sig?« siger Kiptums far ifølge The Times.
Efter Kiptums dødsfald har den kenyanske regering meldt ud, at man ønsker at beskytte sine sportsfolk bedre.
Det er Geoffrey Kamworor og David Rudisha formentlig enige i.
For de er to af få sportsfolk, der har overlevet uhyggelige uheld med livet i behold. Rudisha undveg lige akkurat et frontalt sammenstød med en bus i 2019, da dækket på hans bil sprang.
Kamworor blev kørt ned bagfra af en motorcykel på en løbetur. Men han slap med et brækket ben og hovedskader.