Hun kendte hende ikke. Men alligevel bliver Kate Wright rørt, når hun taler om Rio Ferdinands afdøde kone, Rebecca.

I BBC-dokumentaren 'Rio and Kate: Becoming a Step Family' fortalte hun mandag aften, hvordan hun hjælper Rio Ferdinands tre børn med at skrive kort på mors dag.

»Jeg skriver altid en besked fra mig – når alt kommer til alt, tager jeg mig jo af hendes børn sammen med Rio,« fortæller Kate Wright.

Efterfølgende læser hun op fra kortet, og det er tydeligt, hun bliver meget berørt.

»Dette er mit (kort, red.) til Rebecca. Jeg har skrevet: 'Til Rebecca. Glædelig mors dag. Vi tænker alle på dig i dag – især børnene. Jeg ville ønske, du var her for at se, hvor langt de er nået,'« siger Kate Wright, der ikke kan holde tårerne tilbage.

»Undskyld. Jeg ved ikke, hvorfor det gør mig så trist. Jeg føler, jeg sørger over en, jeg ikke kendte. Det er mærkeligt, det er, som om jeg også deler Rio og børnenes følelser,« siger hun om det store savn, der stadig fylder i huset.

I 2015 døde Rio Ferdinands ekskone, Rebecca Ferdinand, af brystkræft, og to år senere, da Kate Ferdinand flyttede ind hos den tidligere fodboldspiller, gik hans mor så også bort på grund af brystkræft.

Den tidligere Manchester United-stjerne fortæller i dokumentaren, at han længe troede, det bare skulle være ham og børnene resten af livet.

Rio Ferdinand ved siden af sin afdøde kone, Rebecca Ellison. Hun døde af brystkræft i maj 2015. 
Rio Ferdinand ved siden af sin afdøde kone, Rebecca Ellison. Hun døde af brystkræft i maj 2015.  Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Noget, han sagtens kunne leve med. Men så mødte han Kate Wright, som han blev gift med i efteråret 2019.

Med Rebecca Ellison fik Rio Ferdinand tre børn – sønnerne Tate og Lorenz samt datteren Tia.

I dokumentaren fortæller Kate Wright, hvordan det især har ramt Tia, at hendes mor ikke kommer tilbage igen.

»Hvis Tia siger: 'Hvorfor er min mor her ikke, hvorfor kan hun ikke komme tilbage?' Hvad skal jeg så svare? Når du bliver syv år, begynder du at forstå, at livet ikke er et eventyr, at folk dør og ikke kommer tilbage,« fortæller Kate Wright om mandens yngste barn.

Tidligere har Kate Wright været meget ærlig om den første tid i Ferdinand-familien, hvor hun græd hver dag i et år, fordi det var så svært.

»Det eneste, jeg ville, var at være der for ham, gøre hans børn lykkelige og være så hjælpsom som overhovedet muligt. Jeg opsagde mit arbejde. Jeg ville gøre alting rigtigt. Men jeg kunne ikke finde ud af at lave mad. Jeg blev ved med at gøre noget forkert. Såsom at glemme gymnastiktøjet til børnene eller misse en e-mail fra en af deres lærere,« fortalte hun og fortsatte:

»Jeg kunne komme i en tilstand, hvor jeg bare følte, at jeg gjorde alt forkert for mennesker, der ikke ville have, at jeg var der. Jeg var ikke en mor. Jeg var ikke vant til at være sammen med børn, men jeg vidste, at jeg ville gøre alt for dem.«

I sidste ende lavede parret en dokumentar om deres liv, og det anser Kate Ferdinand for at være en 'livredder' for deres forhold.