Den 27-årige norske skiskytte Sivert Guttorm Bakken blev lillejuleaften fundet død på sit hotelværelse i Lavaze i Italien.

Og nu står hans ven og kollega Johan-Olav Botn frem som personen, der fandt Bakken død på hotelværelset. 

»Det var en fuldstændig chok- og paniktilstand,« fortæller han til norsk TV2.

Botn og Bakken havde planlagt en fælles morgenskitur i den italienske skilandsby Lavazé.

Johan-Olav Botn ville ind på Bakkens hotelværelse for at hente bilnøglerne, hvor han finder ham liggende livløs på værelset.

»Jeg så, at han var fuldstændig livløs og bleg i ansigtet. Jeg indså, at han var død. Det var en choktilstand, hvor man ikke mærkede noget, men prøver at hjælpe,« siger han til norsk TV2:

Johan-Olav Botn fører World Cuppen i skiskydning. Før jul fandt han sin holdkammerat død på et hotelværelse.
Johan-Olav Botn fører World Cuppen i skiskydning. Før jul fandt han sin holdkammerat død på et hotelværelse. Foto: Imago/Ritzau Scanpix

»Det var først, da ambulancen ankom, at jeg forstod, hvad der var sket.«

Johan-Olav Botn fortæller, at han prøvede at ringe til politiet og ambulancen, men at det ikke lykkedes for ham, fordi han var så lammet af chok. 

Spekulationer om dødsårsag

Sivert Guttorm Bakkens dødsårsag er fortsat ukendt, men der har allerede været flere spekulationer ude om, hvad der ligger til grund for hans død.

Der er vaccinemodstandere, der mener, at dødsfaldet skyldes vaccinationer, mens der også er kritikere, der har givet højdetræningen skylden for nordmandens død.

Bakkens holdkammerat Vetle Sjåstad Christiansen var efter dødsfaldet ude med riven efter de mange spekulationer om skiløberens dødsårsag.

»Der er så mange, der udtaler sig uden at vide noget,« lød det ifølge det svenske medie Expressen fra ham:

»Kunne der være noget underliggende, som vi kan få svar på i en obduktion? Får man nogensinde et rigtigt svar? Jeg vil vente med at sige noget, indtil man har alt på bordet.«

Johan-Olav Botn istemmer sig kritikken af de mange spekulationer.

»Jeg har desværre hørt alle mulige spekulationer. Jeg vil have, at folk respekterer de pårørende, undgår spekulationer og venter med at drage konklusioner, indtil efterforskningen er overstået, siger han.