Den 27-årige norske skiskytte Sivert Guttorm Bakken blev lillejuleaften fundet død på sit hotelværelse i Lavaze i Italien.

Dødsårsagen er fortsat ukendt, men nu reagerer en af hans koldkammerater på de mange udtalelser, der har været i kølvandet på Bakkens død.

»Der er så mange, der udtaler sig uden at vide noget,« lyder det ifølge det svenske medie Expressen fra Vetle Sjåstad Christiansen, der var holdkammerat med Sivert Guttorm Bakken.

Han langer både ud efter vaccinemodstandere, der efter hans opfattelse mener, at dødsfaldet skyldes vacciner, ligesom han også er efter de kritikere, der har givet højdetræningen skylden for nordmandens død.

»Kunne der være noget underliggende, som vi kan få svar på i en obduktion? Får man nogensinde et rigtigt svar? Jeg vil vente med at sige noget, indtil man har alt på bordet,« siger Vetle Sjåstad Christiansen.

Sivert Guttorm Bakken vandt sin første og eneste World Cup-sejr i Holmenkollen i 2022, der gav ham en plads på landsholdet.

Senere samme år fik han en hjernebetændelse, der satte karrieren på pause.

I 2024 fik han comeback og tog flere sejre og podiepladser i IBU Cup, der er niveauet lige under World Cuppen.

Sivert Guttorm Bakken blev 27 år.