Der er smil på læberne hos det danske Counter-Strike-hold Astralis.

Søndag vandt de deres første store turnering i over et år, da de besejrede ukrainske Na’Vi ved DreamHack Masters i Marseille, og nu er der yderligere grund til at finde smilet frem.

Det danske storhold kan nemlig dagen efter finalesejren offentliggøre, at de forlænger samarbejdet med træner Danny ‘zonic’ Sørensen, i minimum to år yderligere.

»Jeg er både meget beæret og taknemmelig over at blive tilbudt to år mere. Astralis er for mig lidt et hjertebarn, og samtidig betyder det alt for mig, at arbejde i omgivelser og med en organisation i ryggen, der har samme filosofi som jeg i forhold til ledelse og udvikling af et hold,« fortæller den succesfulde og populære træner i en pressemeddelelse.

Det var en glad Danny 'zonic' Sørensen, der søndag aften kunne glæde sig over, at holdet endelig kune løfte en pokal igen.
Det var en glad Danny 'zonic' Sørensen, der søndag aften kunne glæde sig over, at holdet endelig kune løfte en pokal igen. Foto: DreamHack Masters
Vis mere

Astralis er efter en længere periode uden den helt store succes tilbage i det sjove selskab blandt de bedste i verden og turneringssejren i går beviste, at det danske hold har potentiale til at blive lige så gode - hvis ikke bedre - som det hold, der tilbage i januar sidste år vandt en Major, der er, hvad der svarer til en Grand Slam i tennis.

Kasper Hvidt er sportsdirektør i RFRSH Entertainment, der er organisationen bag blandt andet Astralis. Han er meget tilfreds med, at man nu har forlænget med manden, der har ledet holdet, siden grundlæggelsen tilbage i 2016.

»Det siger sig selv, at vi gerne ville forlænge med Danny. Han har en kæmpe ære i det, Astralis allerede nu har opnået, og med hans indsigt, personlighed og erfaring som både en af de dygtigste spillere i sin tid og en af de mest succesfulde trænere, er der ingen lige nu, der matcher det, han kan,« siger den tidligere profesionelle håndboldmålmand.

Søndagens finale var i perioder en magtdemonstration, hvor Astralis fra start til slut var det bedre hold. Igennem turneringen besejrede de flere af verdens største og bedste hold, og spørger man træneren, så ser fremtiden lys ud.

Astralis kan med sejren også glæde sig over, at de kommer til at avancere på verdensranglisten, hvor de i øjeblikket er placeret som nummer fem.
Astralis kan med sejren også glæde sig over, at de kommer til at avancere på verdensranglisten, hvor de i øjeblikket er placeret som nummer fem. Foto: RFRSH Entertainment
Vis mere

»Drengene imponerer mig helt vildt hver eneste dag, og med den dedikation, disciplin og det vanvittigt gode humør, de hver især bringer til holdet, er vi på vej til at blive det bedste Astralis nogensinde,« siger Danny 'zonic' Sørensen og fortsætter:

»Vi har sagt det før, men jeg tror, at sejren i Marseille og ikke mindst måden, vi gik igennem turneringen beviser min påstand. Og vi er altså kun lige begyndt på udviklingen af det her hold.«

Astralis skal snart i ilden igen, når de i næste uge deltager i turneringen IEM Sydney, der beynder den 1. maj.

Det danske Astralis-hold kan, som BT erfarede i sidste uge, senere i år også opleves på dansk grund, når BLAST Pro Series kommer til Royal Arena i november. Billetsalget til det populære event åbner næste mandag.