Deres heste er i akut livsfare, de kan intet gøre og er fanget i et sandt mareridt.

Danske springryttere er lige nu fanget i Spanien, hvor en smitsom virus truer med at koste deres dyrebare heste livet. Flere er allerede døde.

Det er den yderst smitsomme og farlige herpesvirus 1, som er brudt ud ved et internationalt stævne i Valencia, Spanien, og nu kommer en dansk rytterfamilie med en advarsel og et råb om hjælp.

Det sker via Facebook, hvor Kirsten Rie Truelsen, der er fanget i Spanien med ni heste og sine to døtre, siger følgende i en video.

'Vi er fanget i Valencia, og der er heste, som dør på stribe af herpesvirus. Det er helt forfærdeligt, det her. Der er ryttere, som skriger, fordi deres heste vælter og ikke kan stå på benene. Til jer, som er på vej til stævne i Spanien, stop,' siger Kirsten Rie Truelsen i videoen.

Se den her:

Til mediet Ridehesten.com beretter danskeren om totalt kaos i Valencia, hvor myndighederne og arrangørerne fuldstændig har ignoreret tingenes reelle tilstand og først de seneste dage har accepteret at adskille de syge heste fra de raske.

Der har samtidig været total mangel på lægehjælp, hvor der i udgangspunktet kun var to dyrlæger til i alt 149 heste.

Flere heste er allerede døde, og Kirsten Rie Truelsen fortæller, at fire ud af hendes ni heste lige nu står med feber og drop og kæmper for livet.

»Det er så grimt. Fuldstændig forfærdeligt. I kan slet ikke forestille jer, hvordan det er. Vi står op om morgenen og græder, mens vi kæmper for at holde vores heste i live,« fortæller Kirsten Rie Truelsen til ridehesten.com.

Hun advarer andre danskere om at blive væk fra Spanien, da ingen ved, hvor længe mareridtet i Valencia kan trække ud.

»Vi aner ikke, hvor mange heste vi kommer hjem med. Vi kan være strandet hernede i flere måneder. Det her er virkelig et opråb om at tage den her forfærdelige sygdom alvorligt, og lad være med at køre til stævne i Spanien. Pas på jeres heste.«