Kaosset var enormt.
Året var 2022, og Rusland havde netop invaderet Ukraine, mens den danske basketball-stjerne Iffe Lundberg var i München med sit hold CSKA Moskva. Konen Camilla og sønnen Jamie var i Rusland.
Panikken efter invasionen spredte sig blandt spillerne. En ukrainsk holdkammerat nægtede at spille, amerikanerne ville have deres familier ud af Rusland, mens danskeren var i vildrede.
I en ny bog med titlen 'Iffe -intet er umuligt', der er skrevet af TV 2-værten Thomas Bilde, fortæller Danmarks eneste NBA-spiller nogensinde, hvordan han hastede tilbage til Moskva og fik familien på det sidste fly til København.
»Det ene øjeblik var vi på vej ud af døren, og det næste blev vi. Meldingerne fra klubben og agenterne var skiftende. Den ene time så det godt ud, og den næste var det forfærdeligt,« lyder det fra konen Camilla i bogen.
De kom til Danmark tre dage efter invasionens start, men der var flere problemer.
Hvis kontrakten med den russiske storklub skulle rives over, så ville det koste mange penge, faktisk lige så mange millioner, som han havde kostet CSKA Moskva i transfersum.
»Millionerne, som udgjorde hele deres opsparing, blev trukket fra Iffes konto,« lyder det i bogen, hvor det også afsløres, at pengene skulle over Schweiz og videre til endnu en konto, før de landede hos CSKA Moskva.
Men så var han fri og kunne kort efter udleve sin store drøm om at komme i NBA - læs et uddrag om det historiske øjeblik, hvor han som den første dansker kom gennem det snævre nåleøje.
Efter NBA-eventyret gik turen tilbage til Europa, hvor Lundberg kunne sikre, at de tabte penge fra hans Moskva-exit kom tilbage på kontoen til glæde og gavn for ham og hans familie.
Det er beskrevet i flere medier, at han årligt fik mere end 10 mio. danske kroner i Virtus Bologna, og det er næppe blevet markant mindre i storklubben Partizan Beograd, som han skiftede til sidste sommer.
Bogen om Lundbergs liv udkommer i dag.
