Irans eneste kvindelige OL-medaljevinder er forsvundet.

21-årige Kimia Alizadeh vandt OL-bronze i taekwondo i 2016 i Rio, men lige nu er hun ikke til at opspore i sit hjemland.

Ifølge det semi-officielle nyhedsbureau ISNA er det et 'chok' for iransk taekwondo. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

ISNA meddeler endvidere, at Alizadeh er emigreret til Holland, og nu frygter man det værste i Iran, hvor Alizadeh er en stor personlighed.

Kimia Alizadeh med sin bronzemedalje ved OL i Rio.
Kimia Alizadeh med sin bronzemedalje ved OL i Rio. Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere

Den unge kvinde har angiveligt ikke vist sig ved prøverne frem mod OL i Tokyo, og værre er det, at man nu i Iran spekulerer i, om hun overvejer at stille op til OL for en anden nation end Iran.

Et billede af dårlig kvalitet, som florerer på internettet, har pustet yderligere ild til hele sagen. Her står en ung kvinde, som ligner Kimia Alizadeh, uden tørklæde mit i en gruppe unge mænd og kvinder på trods af, at hun har konkurreret for Iran iført et tørklæde. Torsdag var billedet et af de mest delte på Twitter på persisk under hashtagget '#Kimia_Alizadeh'.

Taekwondo er en stor sportsgren i Iran, og derfor er sagen et hårdt slag for landet, selvom intet er bekræftet endnu.

Blandt andet har det iranske parlamentsmedlem Abdolkarim Hosseinzadeh draget paralleller mellem denne sag og historien om den iranske skakspiller Alireza Firouzja, som vandt titlen som international stormester som 14-årig, men flyttede til Frankrig derefter.