Det startede som en lille fodboldfest, men udviklede sig til tumult, håndgemæng og anholdelser.

Hanne Kjeldgaard Petersen havde givet sin søn en billet til fredagens KMD-cup i Jyske Bank Arenaen i Odense, der er en stor indendørsturnering, hvor landets bedste klubber dyster og holder gang i fodboldfesten i vinterpausen.

Det udviklede sig dog meget voldsomt, efter OB sendte Brøndby ud af turneringen.

Fra deres plads på langsiden blandt OB-fansene kunne Hanne Kjeldgaard Petersen og hendes 15-årige søn følge med i fansenes interne drillerier, og de bed hurtigt mærke i, at stemningen pludselig ændrede sig, da flere fangruppering begyndte at synge:

»God tur hjem« og »Dem som ikke hopper, de elsker Brøndby« ned mod den ene endetribune, hvor Brøndbys fans holdt til.

»Der havde hele aftenen været en lidt hadsk stemning mellem Brøndbys fans og store grupper af de andre fans, og da Brøndby bliver slået ud eskalerer tingene, og flere af Brøndbys fans bliver provokeret og går over mod vores tribune,« forklarer Hanne Kjeldgaard Petersen og fortsætter:

»Afspærringer blev væltet af Brøndbys fans og en vagt blev væltet og flere skubbet. AGFs fans, der sad på samme langside som os, kom løbende hen mod Brøndbys fans. Politiet reagerede ved at trække kniplerne.«

Hanne Kjeldgaard Petersen fortæller, at hun blev skræmt, da tumulten var på sit højeste, og at det var særlig ubehageligt, da der var en del børn til stede i hallen - blandt andre hendes egen søn.

Der udbrød Tumult i hallen efter OB og Brøndby havde mødt hinanden.
Der udbrød Tumult i hallen efter OB og Brøndby havde mødt hinanden. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg må sige, at jeg blev lidt bange, da det var på sit højeste. Hele episoden var meget skræmmende, og selvom vi tit er ude til fodbold og er på stadion, så har jeg aldrig oplevet noget lignende.«

Hun fastholder dog, at episoden ikke har skræmt hende fra at tage sin søn med til KMD-cup en anden gang, ligesom hun overordnet set synes, at arrangementet var hyggeligt og forløb godt.

Dog var hun ked af en ting.

Brøndbys U14 mandskab fik deres finale udsat mod OB’s ditto som konsekvens af tumulten, og da Brøndbys unge drenge senere vandt, havde de fleste blå-gule fans forladt hallen.

»Jeg synes, det var synd, de ikke blev og støttede deres drenge. Det var en stor oplevelse for dem, og da de vandt, fejrede de det med de 50-stykker, der var blevet i hallen. Men fansene kunne godt have givet dem den fulde oplevelse og anerkendelse,« siger Hanne Kjeldgaard Petersen.

Vagtchef ved Fyns Politi, Henrik Krøjgaard, har fortalt, at de har anholdt tre personer i forbindelse med tumulten.

De er alle sigtet for paragraf 119, der i denne situation beskriver forsøg på vold eller vold mod politiet.

Stævnet endte med at blive vundet af AaB, der tog førstepladsen for andet år i træk.