Det var ikke kun Eremitageløbet, der havde 55 års jubilæum i år.
Det samme havde fire granvoksne mænd, der har taget turen til Dyrehaven hvert efterår, siden løbet første gang blev skudt i gang i 1969.
En af dem er 77-årige Bent Høyer-Hansen, der i år fik lov til at tage startpistolen og sende de første over startstregen mod de 13,3 kilometer.
»Det er en fantastisk og fin dag at fejre det på. Det kan ikke være bedre,« siger han til B.T.
Til spørgsmålet om, hvordan man år efter år kan blive ved med at dukke op på denne dag, er svaret klart. Det er nemlig sjovt at løbe, og han har fået gode kammerater gennem sin tid i Dyrehaven, forklarer Bent Høyer-Hansen.
»Løbere er altid i godt humør,« siger den 77-årige.
»Jeg tog det, som det kom i dag. Så godt som muligt, men jeg pressede mig ikke til det yderste.«
Det er dog ikke det samme at deltage i Eremitageløbet i 70'erne, som det var, dengang han som 22-årig første gang bandt løbeskoene. Men alligevel har diverse skader og operationer ikke stoppet ham.
»Jeg har været skadet i knæene og foden nogle af årene, så jeg skulle opereres. Men det fik jeg planlagt mig ud af,« uddyber han.
Eremitageløbet falder i øvrigt hvert år oveni en anden stor begivenhed for den 77-årige mand. Hans barnebarn fejrer nemlig fødselsdag dagen forinden.
Men de festligheder kunne altså heller ikke stoppe ham fra at dukke op:
»Jeg sparede lidt på hvidvinen i går. Det bliver man nødt til.«
Bent Høyer-Hansen har sammen med 78-årige Bjørn Ask Hansen fra Herning, 80-årige Henrik Marqversten fra Holbæk og 79-årige Flemming Aureld fra Østerbro været med til Eremitageløbet hvert år som de eneste.
I år var der 15.700 mennesker tilmeldte til løbet i Dyrehaven, hvor vinderne blev Joel Ibler Lillesø og Sylvia Kiberenge.