En solbeskinnet Dyrehaven blev igen i år fyldt med friske mennesker i løbesko, da Eremitageløbet søndag blev skudt i gang for 55. gang.

De 13,3 kilometer blev hurtigst tilbagelagt af den 21-årige Joel Ibler Lillesø, der med en tid på 39 minutter og 43 sekunder nåede målstregen først af alle.

Han havde dog ikke travlt med at komme frem til målbåndet – I suveræn stil smed han sig nemlig først ned på jorden og tog armbøjninger. Inden målstregen endda. 

»Tiden går jeg ikke op i. Jeg løb hurtigere sidste år,« siger han til B.T. efter målstregen.

»Turen var hyggelig. Der var så mange mennesker derude som heppede. Jeg elskede hvert et sekund.«

Det er andet år i streg, at den unge løber vinder Danmarks ældste motionsløb.

Hurtigste kvinde blev for 8. gang Sylvia Kiberenge i tiden 43.57 ved dette års Eremitageløb.
Hurtigste kvinde blev for 8. gang Sylvia Kiberenge i tiden 43.57 ved dette års Eremitageløb. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hos kvinderne var det for ottende gang 'Dyrehavens dronning' Sylvia Kiberenge, der kunne bryde båndet ved målstregen med en tid på 43 minutter og 57 sekunder. 

Hun var ellers i tvivl, om hun kunne vinde E-løbet denne gang, fordi hun har fokuseret på andre løb. 

»Det føles godt. Det handler om at tage chancer – og hvis det går, så er det okay. Hvis det ikke går, så er det også okay. Det er en del af sport at være vinder og taber,« siger hun, og tilføjer: 

»Det var superfint. Vi var heldige med vejret og dejligt med publikum – det betyder virkelig meget.«

Sylvia Kiberenge er den mest vindende løber ved E-løbet nogensinde. Hun slog rekorden, da hun i 2023 vandt det for syvende gang. 

15.700 mennesker havde tilmeldt sig det 55. jubilæumsløb, hvor fire mænd har løbet alle 55 år.