Beha-sønnerne Emil og Theis Midé Erichsen har sat rekorden for at sejle Danmark rundt på kortest tid.

Det har de gjort sammen med resten af besætningen på båden Childhood1. De passerede målstregen i Aarhus klokken 13.03 onsdag eftermiddag.

Rekordforsøget begyndte klokken 14.57 søndag ud for Rømø. Det betyder, at besætningen sejlede båden rundt om Danmark på under tre døgn.

Den oprindelige rekord lyder på 80 timer – altså tre døgn og otte timer. Kravet for at slå den var, at Childhood1 skulle være i mål inden klokken 23.00 onsdag aften. Rekorden bliver dermed slået med over ni timer og lyder nu på 70 timer og seks minutter.

Beha-familien.
Beha-familien. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Emil Erichsen har løbende opdateret TV 2 om situationen på båden. Og der har både været gode og dårlige perioder på det åbne hav de seneste dage.

»Det var en lang og hård dag i går, som først sluttede her sidst på morgenen. I perioder havde vi op til 20 meter i sekundet, så det var noget af en bumletur. Nu er vi på vej op igennem Storebælt med Langeland inde til bagbord,« fortalte Emil Midé Erichsen onsdag morgen.

Emil og Theis Midé Erichsen har været en del af besætningen som 'On Board Reporters'. Det vil sige, at de skulle dokumentere rekordforsøget. Brødrene har dog også hjulpet til med andre ting undervejs.

Ud over Beha-sønnerne har der været ni andre personer om bord på Childhood1 de seneste dage. Fire af dem er danskere.

Personerne er skipperen Bouwe Bekking, Katja Salskov-Iversen, Jens Dolmer, Louis Balcaen, Jelmer, Rutger, Laura, Arianne og Jørn Larsen.

Det er nogle prominente navne, som Beha-sønnerne har sejlet rundt om Danmark med. Bouwe Bekking har således sejlet kapsejlads rundt om jorden otte gange på de sidste 30 år, mens Katja Salskov-Iversen vandt OL-bronze i 49'er i 2016.

Den gamle rekord  er sat i citationstegn, fordi det er vigtigt at pointere, at den blev sat på en lidt anderledes rute, der startede ved Kielerkanalens udsejling og sluttede igen ved indsejlingen i Kiel.

Den nye rute, som brødrene Midé Erichsen sejlede med resten af besætningen, er den rute, der i fremtiden er godkendt af det internationale Sailing Council som den, man skal sejle Danmark Rundt efter.