Patrick Nielsen klarede ikke vægtkravet før aftenens MMA-brag mod Mark O. Madsen.

I det nyeste afsnit af B.T. Backstage kan du komme helt tæt på bokseren i timerne op til fredagens indvejning, hvor Patrick Nielsen var 400 gram for tung i forhold til grænsen på 75,5 kg.

Vi ser blandt andet Patrick Nielsen i et varmtvandsbassin sammen med broren Micki Nielsen.

Her erkender Patrick Nielsen, at det tærer på kræfterne at tabe sig og klare vægtgrænsen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg glæder mig bare til at komme i gang nu. Jeg kan godt mærke, det har været nogle halvhårde dage, fordi han (Mark O. Madsen, red.) har presset vægten så langt ned,« siger han.

Vi følger også promotor Nisse Sauerland, som ikke udstråler stor tillid til indvejningen og derfor er ekstra grundig i sine forberedelser.

»Bum! Vi har en vægt, der virker. Så kan de ikke fucke os til indvejningen,« udbryder Nisse Sauerland, da han har dobbelttjekket en badevægt.

En time før indvejningen ser man også en optimistisk Nisse Sauerland, der fortæller  - efter en kontrolvejning - at han er sikker på, at Patrick Nielsen nok skal klare vægten.

Men det viser sig altså at være en forkert spådom.

Ifølge B.T.s oplysninger koster det Patrick Nielsen 200.000 kr. af lønpakken at misse vægten.

Braget mod Mark O. Madsen kan følges LIVE her på bt.dk hele aftenen, hvor vi selvfølgelig også følger op med reaktioner efter opgøret.