Morten Ankerdal har for længst accepteret, at det er en del af ham.

For han kommer aldrig af med den.

Den mangeårige TV 2-vært lider nemlig af sygdommen colitis ulcerosa, som er en kronisk betændelsestilstand i tarmen.

Og selv om den ikke påvirker ham voldsomt i hverdagen, er han nødt til at være påpasselig med flere ting.

»Den generer mig ikke, og der er godt styr på det. Men den har nogle begrænsninger. For der er ting, jeg skal holde mig fra. Blandt andet alkohol, som trigger det,« fortæller han til B.T.

Én af bivirkninger er blandt andet, at Morten Ankerdal oftere bliver ramt af træthed end andre.

»Jeg sover lidt mere end andre 51-årige. Jeg sover i hvert fald mere end min kone, kan jeg sige. Sygdommen gør én mere træt. Så det påvirker også mit overskud til andet end arbejde nogle gange,« lyder det videre.

Netop det manglende overskud er da også gået ud over familielivet nogle gange.

TV 2-vært Morten Ankerdal lider af colitis ulcerosa.
TV 2-vært Morten Ankerdal lider af colitis ulcerosa. Søren Bidstrup

Og på et tidspunkt var hans hustru da også nødt til at fortælle ham, at han måtte lægge sin livsstil en smule om:

»Min kone sagde, at jeg var nødt til at gøre noget. Ellers var jeg ikke overskudsagtig at være sammen med. Og min familie savnede en glad mand, når jeg var hjemme, i stedet for at være så træt. Og det har jeg været for dårlig til selv at se. Så det har jeg taget til mig.«

Derfor forsøger Morten Ankerdal nu at spise sundere samt dyrke mere motion. Det hjælper nemlig med at holde sygdommen i skak.

Og ellers kan TV 2-værten hurtigt mærke, hvis der er noget på vej.

»Jeg kan sagtens mærke, hvis sygdommen rører på sig. Man får nogle små hints om, at betændelsestilstanden er ved at stige. Så jeg er meget opmærksom på, hvad jeg indtager. Ellers kan man risikere at komme et sted hen, hvor ens tarm begynder at bløde,« forklarer han og fortsætter:

»Men jeg tænker ikke så meget over det i hverdagen. Det er mere i intense arbejdsperioder.«

Morten Ankerdal har ikke kun haft problemer med den kroniske sygdom de senere år.

For nylig blev han nemlig pludselig ramt af hjerteproblemer.