Han var advaret. Ved hovedindgangen står et skilt, der tydeligt viser, at der er adgang forbudt for uvedkommende.
Alligevel valgte 18-årige Raiden Hagedorn at bryde ind i Michael Jordans kæmpemæssige landejendom, og det har nu fået konsekvenser.
Takket være opmærksomme naboer blev politiet tilkaldt, og den 18-årige blev anholdt inde i ejendommen, som basketballlegenden tidligere har haft til salg for svimlende 200 millioner danske kroner.
Nu er teenageren tiltalt for at bryde ind i luksusejendommen. Det skriver Mirror.

Michael Jordan var ikke selv hjemme i det omtrent 5.000 kvadratmeter store hus, som han angivelig slet ikke har boet i, siden han første gang satte det til salg i 2012.
Luksusejendommen indeholder ni værelser, 19 badeværelser, en pool, en tennisbane, et fitnesscenter og – selvfølgelig – en indendørs basketballbane. Det vides ikke, hvor i den luksuriøse villa den 18-årige befandt sig, da politiet dukkede op.
Ejendommen har en tilhørende grund på 7.000 kvadratmeter. Du kan se billeder fra stedet HER.
Michael Jordan kan formentligt snart indkassere et vildt dollarbeløb for NBA-klubben Charlotte Hornets, som han skulle være på vej til at sælge. Læs den historie HER.