To personer er blevet reddet af en helikopter ved Jyderup på Vestsjælland.

De to mænd på 19 år havde bevæget sig langt ud på isen på Skarresø, at de var faret vild, da de havde svært ved at vurdere, hvor søen var frosset til og flere vidner ringede til Midt- og Vestsjællands Politi, inden Forsvaret satte en helikopter ind.

Det oplyser TV 2.

De to unge mænd kom ikke til skade, men er blevet sigtet for ulovlig færden på isen. Der venter en bøde på 1.000 kroner til dem begge.

Selv om kulden har fået sit tag i Danmark er isen stadig ikke tyk nok til, at den er sikker at færdes på. Landes kommuner vurderer på egen hånd, hvornår de mener isen er tyk nok, men typisk skal den være mindst 13 centimeter tyk.

I øjeblikket er isen dog kun omkring det halve, og derfor kan det være livsfarligt at begive sig ud på en tilfrosset sø.

Færden på is er først tilladt, når der er skiltet for det, og derfor er 10 andre personer også blevet sigtet i Københavns Kommune lørdag.

Tidligere i dag advarede både Østjyllands og Københavns Politi mod at begive sig ud på isen, og torsdag gik det helt galt for en 45-årig mand fra Odense, der var løbet efter sin vildfarne hund ud på en tilfrosset sø.

Manden faldt igennem isen og var under vandet i flere minutter, inden han blev hevet op. Han var livløs, men det lykkedes at genoplive ham. Han er nu i kunstig koma på Odense Universitetshospital.