Om det er alderen. Det, at hun er mor. Eller hendes sygdom – ved hun ikke. Men Sofie Gråbøl er blevet blødere. Med skuespilleren ved rattet har vi været på tur til en snak om cancer, Sarah Lund, dronning Margrethe – og den første spillefilm, der har fået Gråbøl til at græde.
Siden hun spillede Sarah Lund i ’Forbrydelsen’ har den 47-årige skuespiller overvundet brystcancer, indspillet sin første britiske tv-serie, optrådt på Storbritanniens fineste teaterscener, samt indspillet den aktuelle danske spillefilm ’Der kommer en dag’.
Den succes havde Sofie Gråbøl aldrig drømt om. Endsige planlagt.
»Der var jo ingen, der havde regnet med, at ’Forbrydelsen’ blev så stor i England,« siger hun og træder på speederen. BT er inviteret på tur i Gråbøls Skoda.
BTs journalist spørger desuden ind til en lidt sværere tid i den suceesfulde skuespillers liv - nemlig da hun fik cancer. Hvorfra fik hun styrken til at kæmpe med cancer, kemoterapi og operation? Sofie Gråbøl har svært ved at formulere sig retorisk korrekt omkring det følsomme emne, men blandt andet fortæller hun:
»Jeg kom igennem det. Men det var ikke via min vilje. Jeg har aldrig følt mig mindre tapper og mindre kampdygtig. Jeg oplevede, at det hele faldt fra hinanden, og at jeg gik fuldstændig i stykker.«
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Sofie Gråbøl, og den utrolig livshistorie der ligger bag den stærke kvinde.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Om det er alderen. Det, at hun er mor. Eller hendes sygdom – ved hun ikke. Men Sofie Gråbøl er blevet blødere. Med skuespilleren ved rattet har vi været på tur til en snak om cancer, Sarah Lund, dronning Margrethe – og den første spillefilm, der har fået Gråbøl til at græde.
Det at stille mig et helt ukendt sted ligger mig fjernt. Jeg er meget tryghedssøgende.«
Ordene står i skærende kontrast til Sofie Gråbøls liv. Som det ser ud nu. Og som det har formet sig de sidste tre et halvt år. Hun er tilbage i sit livs form, og med større sikkerhed og større succes end nogensinde.
Siden hun spillede Sarah Lund i ’Forbrydelsen’ har den 47-årige skuespiller overvundet brystcancer, indspillet sin første britiske tv-serie, optrådt på Storbritanniens fineste teaterscener, samt indspillet den aktuelle danske spillefilm ’Der kommer en dag’.
Den succes havde Sofie Gråbøl aldrig drømt om. Endsige planlagt.
»Der var jo ingen, der havde regnet med, at ’Forbrydelsen’ blev så stor i England,« siger hun og træder på speederen. BT er inviteret på tur i Gråbøls Skoda.
Men egentlig var det ikke dén forbrydelse, vi skulle tale om på turen, men en helt anden.
Nemlig den lange stribe af ustraffede forbrydelser, der ligger til grund for hendes seneste film ’Der kommer en dag’.
Filmen handler om de børn, der blev udsat for både fysisk og psykisk vold på Godhavn og en række andre børnehjem i Danmark.
Vigtig forpremiere
I dag er børnene voksne, men mærket for altid af deres ophold på institutioner, hvor de var anbragt langt væk hjemmefra. Sofie Gråbøl spiller lærerinden frøken Hammershøj.
Nu er vi på vej tværs over Sjælland og Fyn til en særlig forpremiere i Odense. Egentlig kunne hun uden problemer have sagt nej til arrangementet, for hun har pænt travlt for øjeblikket, hvor hun turnerer i fast rutefart mellem England og Island for at indspille anden sæson af tv-serien ’Fortitude’.
Men Sofie Gråbøl vil ikke gå glip af forpremieren, hvor ’Der kommer en dag’ for første gang skal vises for de mænd, der er den direkte inspiration til det barske drama om Elmer og Erik, der bliver fjernet fra deres mor.
Filmen tager udgangspunkt i en uafsluttet virkelighed, der har ramt hende personligt, som hun aldrig er blevet berørt i professionel sammenhæng. Derfor har den en særlig plads i hendes hjerte.
Vi kan snakke om alt muligt andet. Men det er filmen og dens budskab, der er i centrum, siger skuespilleren og giver speederen et ekstra tryk, da et motorvejsskilt tillader 130 km i stedet for 110.
Hun har ikke tænkt sig at komme for sent. Ikke til dén forpremiere.
»Jeg hader at komme for sent. Det er dybest set mangel på respekt. Jeg skal også lige nå at krybe i noget andet tøj.«
Sofie Gråbøl ser ellers ikke ufiks ud, som hun sidder i Skodaen med begge hænder roligt på rattet. Hun er klædt i tætsiddende designerjeans, lysebrune støvler, beige skjorte og en tweedblazer på toppen. Hendes udstråling er mindst lige så kraftfuld som på det store lærred. Men det milde smil og den kontante selvindsigt er med til at nuancere billedet af den tjekkede kvinde, der er vant til at klare det meste selv og rejse på egen hånd.
Kan-selv-Sofie
»Fra jeg var helt lille, kaldte min mor mig for ’Kan-selv-Sofie’. Jeg ville gerne selv. Min barndom var præget af enorm stor frihed, der jo giver en stor grad af selvstændighed tidligt. Jeg blev i hvert fald ikke overbeskyttet, og der var ikke hele tiden nogen, der holdt øje med mig.«
Opvæksten betyder bl.a., at Sofie Gråbøl er sin egen manager og selv styrer sin kalender og sin danske business.
»I England har jeg en agent. Det er jeg nødt til. Men ikke i Danmark. Jeg kan godt lide selv at tale med folk og selv at tage mig af alting. Og så har jeg heller ikke andre at skyde skylden på.«
Der var heller ingen at bebrejde, da hun fik cancer. Når man spørger, hvorfra hun fik styrken til at kæmpe med cancer, kemoterapi og operation, kan hun slet ikke gå ind på retorikken:
»Jeg føler ikke, at jeg har kæmpet mod noget. Jeg besluttede mig ikke for noget. Jeg kom igennem det. Men det var ikke via min vilje. Den logik er mig imod, for så siger man samtidig, at de, der bukker under for en krise, ikke ville. Jeg har aldrig følt mig mindre tapper og mindre kampdygtig. Jeg oplevede, at det hele faldt fra hinanden, og at jeg gik fuldstændig i stykker. Og så – ganske langsomt blev jeg sat sammen igen. Sådan tror jeg, processen var. Det tog tid. Og udover en masse ar på krop og sjæl kan der komme det ud af det, at man opdager, hvor utrolig sårbar man er, og hvor uforudsigeligt livet er.«
En ny side
Sofie Gråbøl har stort set opholdt sig udenfor sin komfortzone, siden hun blev syg. Men også efter hun blev erklæret rask. Til sin egen overraskelse har hun det fint med den nye side af sig selv:
»Jeg har meget lettere ved at blive berørt. Og om det har noget at gøre med min alder, om det er fordi, jeg er forælder og mor – eller om det har noget at gøre med, at jeg har været syg, kan jeg ikke rigtigt gennemskue. Det er nok en kombination. Før syntes jeg, at det var forfærdelig uprofessionelt, men jeg er ikke mere bange, når det sker, og jeg tillader mig selv at give mere slip.«
Bare tre uger efter at hun blev udskrevet fra hospitalet, gjorde den tryghedssøgende Sofie Gråbøl det stik modsatte af at søge trygheden og slappe af. Hun tog imod den angstprovokerende rolle i serien ’Fortitude’, hvor hun for første gang skulle optræde på et andet sprog end dansk.
»Det var en fantastisk chance for mig at kunne tage væk – til England. Men det er paradoksalt, for det er at stille sig det mest utrygge sted overhovedet. Jeg kendte ikke en sjæl derovre. Men det var befriende for mig, at jeg ikke hele tiden blev mindet om, hvordan jeg var før. Derovre var der ikke nogen, der tænkte på, hvad jeg havde været ude for, og hvad jeg havde mistet,« siger Sofie Gråbøl.
»Det var små skridt ad gangen. Jeg fløj frem og tilbage. Var derovre et par dage og arbejdede. Hjem og puste ud. Og så tilbage igen.«
Et halvt år senere havde hun indspillet sin første internationale tv-serie og kastede sig over et endnu vildere tilbud.
Rollen som dronning Margrete d. 1. af Danmark i teaterstykket ’James The III’.
Sammen med de bedste klassiske britiske teaterskuespillere skulle hun stå på scenen i både Edinburgh og i London.
Selvom hun aldrig havde stået på en lignende scene uden sit eget sprog, og selvom opgaven med hendes egne ord var ’decideret angstprovokerende’, kunne hun ikke sige nej. Eneste minus var fraværet af familien.
»Det var jo en kæmperolle. Vi begyndte på prøverne i juni, og jeg var helt færdig d. 29. oktober. Jeg kan huske datoen, fordi jeg talte så meget med mine børn om, at jeg var færdig netop dér. Jeg var selvfølgelig lidt hjemme hos dem indimellem. Men ikke vildt meget. Og der var to måneder, hvor jeg var helt væk hjemmefra. Det var svært. Men de er efterhånden blevet så store, at deres verden ikke styrter sammen, hvis jeg er væk en uge,« siger Sofie Gråbøl, der lige nu igen pendler frem og tilbage mellem England og Danmark, for at indspille anden sæson af ’Fortitude’.
»Jeg sørger for, at indspilningerne ligger samlet uden fridage, og så kan jeg tage hjem nogle dage. Det ville være planløst at have fri derovre i forhold til, at mine børn og mit liv er her. Så jeg arbejder meget koncentreret med meget lange dage, og så hjem igen,« siger Sofie Gråbøl.
»Jeg er ikke emigreret, og jeg er ikke på nogen måde taget væk. De muligheder, jeg har fået i udlandet, er bare ligesom at have fået en ekstra udestue, som jeg kan gå ud i. Det er fantastisk at kunne tage derover en gang imellem. Det ligger så tæt på, at jeg nærmest kan pendle frem og tilbage.«
At ’Forbrydelsen’ blev så stor i England kom uventet.
»Der var nogle døre, der åbnede sig af sig selv. Døre, jeg aldrig ville have banket på, hvis ikke de stod og blafrede, og kaldte som de gjorde.«
Sofie Gråbøl må lette foden fra speederen og skifte ned i første gear. Der er vejarbejde. Trafikken går i stå, og hendes stressmåler ryger i vejret:
»For satan... sikke en kø. Vi bevæger os jo ikke.«
Hun hader at komme for sent.
Så kommer hun i tanker om, at det er detaljer.
»Ja, det er tosset,« smiler hun og falder ned fra sin teatertorden.
»Der er problemer – og så er der bilkøer. Det er jo én af de ting, jeg har fundet ud af efter canceren. Men jeg er et meget pligtopfyldende menneske, i mit hoved er jeg bare ikke én, der kommer for sent. Tanken stresser mig helt vildt, men det er min egen skyld, for jeg burde være taget af sted noget før. Men jeg kan i hvert fald give en undskyldning, hvis vi kommer for sent. Det skal man aldrig være bleg for...«
Hun holder en lille pause og vender tilbage til filmen.
»Staten kunne lære noget af det med at give en undskyldning,« siger hun med henvisning til de voksne mænd, der i årevis har forsøgt at få en undskyldning fra staten for den helt igennem uacceptable behandling, de blev udsat for, da de var anbragt som børn.
»Jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke ender med en undskyldning. Det skal de have. Det er bare så uklædeligt, at den kommer så modvilligt,« siger Sofie Gråbøl, der oplevede en helt ny side af sig selv i forbindelse med hendes første danske spillefilm, siden hun blev erklæret rask.
Græd under indspilningerne
»Jeg har aldrig været så berørt af en film, jeg selv har været involveret i. Før var jeg meget teknisk omkring mit arbejde og har altid kunnet skelne mellem, hvad der var rollen og mit personlige liv. Det har ændret sig.«
Bilerne bevæger sig igen, og trafikken flyder mod Storebæltsbroen.
»Jeg blev personligt meget berørt af adskillige af de scener, vi lavede. Og måtte liste ud i kulissen bagefter og græde,« siger hun lidt tøvende af frygt for, at hendes følelser skal overskygge dét, drengene fra Godhavn var udsat for.
»Jeg registrerede, at jeg tillod mig selv at blive påvirket af det, vi lavede,« siger Sofie Gråbøl og fortæller, at mødet med de voksne ’Godhavns-drenge’ Poul-Erik og Arne gjorde særligt indtryk.
»Det var en kæmpe oplevelse. Den måde de stillede sig til rådighed på. Det er svært at rumme det, de har oplevet. Men jeg blev så berørt af deres historie. De indledte med at sige, at de nok ville bryde sammen indimellem, og det måtte vi leve med. De gik på skift ud og græd, for så at komme tilbage og fortælle videre.«
»Det er en vigtig dag for dem i dag, fordi de får fortalt deres historie, så vi andre forstår, hvad der skete. Og hvordan det kan være så ødelæggende at blive så ydmygende og dårligt behandlet i sin barndom. Men det fine er, at denne her ubærlige historie også rummer håb og viser den ukuelige evne, mennesket har til at overleve.«
Besøg hos dronningen
Bilen når den lange opkørsel ved Storebæltsbroen. Hun kommer forkert ind i køen og trækker friskt på tværs hen over en tre fuldt optrukne linjer.
»Ups, det er ligesom i supermarkedskøen – man vil helst vælge den helt rigtige. Nå, det går nok,« smiler hun, og når ikke at putte sit kreditkort i automaten, før bommen går op.
Sofie Gråbøl ler højt. Det er sket før. Det må være en gammel brobizz i handskerummet, mener hun.
Da bilen igen er oppe i fart, bliver hun spurgt, om der er roller, hun ikke vil spille p.g.a. forfængelighed. For første gang under turen ser hun forvirret ud.
»Jeg synes, det er befriende at slippe for sig selv. Det er noget af dét, jeg elsker allermest ved mit arbejde. Hvis man hele tiden føler, at man skal fremstå på en bestemt måde, hvis man ikke vil spille grim, eller tyk, eller altid vil spille helt, så har man lukket butikken kreativt. Det er det samme med kunsten. Den skal kunne sige alt, hvis den har lyst. Ellers har man stækket vingerne på den. Jeg har mødt den holdning nogle gange i min voksne karriere, at man skal spille bestemte kvinderoller for at stille kvinder i et bestemt positivt lys. Og jeg har oplevet stor modstand, hvis en kvinderolle er svag, passiv, et offer – eller måske lidt dum. For det er jo ikke den rollemodel, vi vil have. Men kunsten skal sgu ikke være en rollemodel, og man skal ikke rode politiske dagsordener sammen med det kunstneriske.«
Hun oplevede det meget som Sarah Lund – især i udlandet.
»Endelig kom der en idealkvinde, der var stærk og handlekraftig og heltemodig. Men jeg synes også, hun havde en hel masse svagheder. Jeg synes bestemt ikke, at Sarah Lund er et ideal. Hun havde alle mulige issues i sit privatliv. Jeg vil da helst ikke være Sarah Lund,« smiler Sofie Gråbøl og fortæller om den dag, hun fik ridderkorset af en anden markant dame – under helt specielle omstændigheder.
»For mig var det fuldstændig absurd. Jeg var i audiens dagen efter, at jeg blev udskrevet fra hospitalet. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det lykkedes mig at få noget pænt tøj oven på alle de bandager og få stablet mig sammen til at komme ind på Amalienborg. Jeg følte, at jeg var med i ’Alice i eventyrland’. Mit liv havde antaget karakter af en virkelig syret drøm,« ler hun.
»Dronning Margrethe er så kraftig en figur i vores alle sammens liv og bevidsthed. Når du kommer derop, bliver du lukket ind i et rum helt alene med majestæten. Der er ikke andre. Ikke engang en tjener eller en livvagt. Pludselig er du under fire øjne med Dronningen. Når jeg tænker på, hvor mange hun må have taget imod den dag, hvor hun har mønstret det samme nærvær og den samme forberedelse og viden om hver enkelt, så synes jeg, det var ret fantastisk. Vi havde en rigtig fin samtale, og jeg fik takket hende. Bagefter tænkte jeg, at livet godt nok er mærkeligt. Det var sådan noget, man kunne have drømt og kunne have snakket godt og grundigt med sin psykoanalytiker om bagefter. Det ridderkors sad i øvrigt lige præcis hér, hvor min cancer blev opdaget.«
Hun er stille lidt.
»Hvis min sygdom har lært mig noget, har den givet mig en større forståelse for, hvor barsk livet kan være. Det er en god viden at have. For det betyder nemlig ikke, at livet er blevet mindre smukt. Tværtimod, så synes jeg, det er skønnere end nogensinde.«
»Det er så sindssygt banalt, men der er en sandhed i at – det er svært at opleve glæden uden smerten. Jeg er nok ikke blevet en anden, men jeg har lært mig selv bedre at kende. Fordi jeg har været på den rejse med mig selv.«
