I dag fylder revyernes dronning 70 år. I den alder følger der ofte sygdom og dødsfald med. Og selv om Lisbet Dahl har taget livtag med døden, og to af hendes ægtemænd er døde, frygter hun ikke noget.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, som Osvald Helmuth sang i en revyvise i 1963. Og det er nærliggende at bruge ordene om dagens fødselar. Som hun står der i døren til sit hus med det gulerodsfarvede hår, den diskrete makeup, iført lang, hvid skjorte og sorte leggings og med broholmeren Alma logrende ved sin side, ligner Lisbet Dahl ikke en 70-årig bedstemor.
Selv forstår Lisbet Dahl da heller ikke, at hun nu runder sit syvende årti.
»Det er højst besynderligt. For mig er dem på 70 år nogle gamle nogen. Men jeg føler mig ikke gammel. Helt realistisk så bliver jeg nok 60 år,« lyder det med lidt undren fra skuespilleren, instruktøren, forfatteren, foredragsholderen, moderen til fem og bedstemor til seks.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Lisbet Dahl, der fortæller om sine syv fantastiske årtier.
I dag fylder revyernes dronning 70 år. I den alder følger der ofte sygdom og dødsfald med. Og selv om Lisbet Dahl har taget livtag med døden, og to af hendes ægtemænd er døde, frygter hun ikke noget.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, som Osvald Helmuth sang i en revyvise i 1963. Og det er nærliggende at bruge ordene om dagens fødselar. Som hun står der i døren til sit hus med det gulerodsfarvede hår, den diskrete makeup, iført lang, hvid skjorte og sorte leggings og med broholmeren Alma logrende ved sin side, ligner Lisbet Dahl ikke en 70-årig bedstemor.
Selv forstår Lisbet Dahl da heller ikke, at hun nu runder sit syvende årti.
»Det er højst besynderligt. For mig er dem på 70 år nogle gamle nogen. Men jeg føler mig ikke gammel. Helt realistisk så bliver jeg nok 60 år,« lyder det med lidt undren fra skuespilleren, instruktøren, forfatteren, foredragsholderen, moderen til fem og bedstemor til seks til BT.
Dagens fødselar peger også på, at der er sket en markant udvikling med hensyn til at helbrede mennesker, så de fleste af os kan forvente at blive meget gamle.
»Det er da også helt fantastisk, at de kan reparere en, så man ikke behøver at gå rundrygget rundt eller sidde i kørestol,« lyder det begejstret fra Lisbet Dahl, der selv har været under kirurgens kniv fire gange.
Hvad så med de uhelbredelige sygdomme?
»Jamen, dem må de da give til andre. For jeg har da ikke tænkt mig at få en. Og hvis det sker, ja så vil jeg virkelig kæmpe,« siger revydronningen med fast stemme.
Er du afklaret om døden?
»Ja. For døden skræmmer mig ikke. Det er fordi, jeg har en anden grundholdning. I min familie forsvinder man ikke, fordi man dør. Vi går bare videre. Vi venter et eller andet sted i den 3. verden, som findes. Nogle gange bliver vi genfødt meget hurtigt. Andre gange går der lidt længere tid. Men døden er ikke noget, der skræmmer mig,« fastslår hun.
Det skræmmer dig ikke, at du ikke er her længere?
»Nej. For så er jeg bare et andet sted.«
Hvor du ser, hvad der sker?
»Måske. Højst sandsynligt er jeg der nok i begyndelsen for at sørge for noget trøst, så tingene kører,« samtykker hun og stryger kærligt Alma, der har krummet sin store krop sammen i sofaen ved siden af Lisbet Dahl. Hun har ellers haft døden særdeles tæt på i sit liv. Især dengang hendes store kærlighed, skuespilleren Preben Kaas, valgte at tage sit eget liv.
»Det var en meget oprørt tid. Jeg fik min dengang hidtil største succes i Tivoli Revyen kort tid efter, Preben var ‘gået sin vej’.«
Lisbet Dahls talestrøm går for første gang i stå.
»Det var ikke nogen rar tid. Men man kommer igennem det... for det skal man. Man skal bare over sådan en situation. Men det var hårdt,« siger hun og fortæller, at hun ikke fik hjælp til at bearbejde sorgen over sin mands pludselige og voldsomme død.
Stor succes og stor sorg
»Det gjorde jeg selv. Ved at tænke. Jeg havde det dårligt den sommer. Det var helt absurd, for jeg havde meget stor succes i Tivoli Revyen, men når jeg så kom hjem, så var det bare sorg og nedad. Preben dør den 29. marts 1981. Omkring den 20. juli vågner jeg meget tidligt om morgenen og rejser mig med et sæt op i sengen. For nu ved jeg, hvorfor jeg bliver ved med at gå i den her stemning. For på det tidspunkt havde jeg fået tænkt mig igennem det hele. Chokket, følelsesforløbet, ja det hele. Men pludselig kunne jeg sidde og kigge på det hele og sige, nå ja, det er selvfølgelig sådan, det er. Så meget havde jeg tænkt og arbejdet med min hjerne og min sjæl,« fortæller hun.
Sommeren 1981 var generelt en svær tid for Lisbet Dahl. Og da den lakkede mod enden, blev hun igen ramt af et dødsfald, da kollegaen Jørgen Ryg døde i august.
BTs udsendte var inde at se Tivoli Revyen den dag, Jørgen Ryg døde. For publikum i salen var der ingen tvivl om, at skuespillerne havde aftalt, at de bare skulle igennem aftenens sidste forestilling. Derfor leverede de en revy, hvor de improviserede, så de på skift græd af grin på scenen. Til salens store jubel.
Lisbet Dahls læber sitrer, og tårerne stiger op i hendes øjne, mens hun forsøger at genkalde den aften:
»Ja, det er rigtigt. Men ellers kan jeg ikke huske den aften. Kun den sidste aften han spillede, 14 dage før sin død. Da sagde han til mig: Jeg ønsker dig alt godt i fremtiden,« fortæller hun med grødet stemme.
Hvorfor bliver du stadig så bevæget?
»Det er fordi, det var meget rørende med ‘Jønne’,« siger hun. Og tilføjer:
»Men det er også fordi, jeg er blevet værre med årene. Rigtig tudevorn. Det er helt håbløst,« griner hun.
Og så er stemningen igen let og glad. Som Lisbet Dahl selv.
For livet går jo videre. Og i hendes optik er der en grund til, at tingene sker, som de gør.
»Der er en mening med alting. Jeg tror ikke, der er noget, der er tilfældigt. Men hvad meningen er, kan nogen gange godt være svær at finde ud af,« klukker hun og tilføjer:
»Generelt er jeg et sindssygt lykkeligt menneske.«
"Vi er småsynske"
Lisbet Dahl har arvet sin mors evner til at se ind i fremtiden
I midten af 1980erne valgte Lisbet Dahl at lytte til sin mors råd og sige nej til et tilbud om at instruere Tivoli Revyen.
"Vent, der kommer noget bedre," var moderens råd. Og Lisbet Dahl valgte at lytte, selv om det var besnærrende at sige ja.
Efter nogen tid ringede direktøren fra Tivoli Revyen igen og rykkede for et svar. Igen holdt hun ham hen og ringede til sin mor, der stadig frarådede hende at sige ja til tilbuddet.
»’Der kommer noget bedre, Lisbet. Bare vent’, blev min mor ved med at sige til mig,« fortæller hun.
Tre måneder før Cirkus Revyen skulle have premiere, efter den havde været lukket ned i nogle år, blev hun rykket for svar fra Tivoli Revyen.
»Igen ringede jeg til min mor, der igen sagde, ’lad nu være’. Da jeg lægger røret på, ringer min telefon lige efter. Og jeg får tilbuddet om at instruere Cirkusrevyen,« ler Lisbet Dahl med sin perlende latter og tilføjer: »Det er sådan noget, vi kan i min familie. Vi er småsynske. Min mor var det og brugte det meget. Jeg er det også, men jeg bruger det kun nogle gange. Især når jeg arbejder med revyen, for det kommer af intuition. Tror jeg.«