Forældre verden over har for længst luret tricket: Vuggende bevægelser kan få en baby til at slappe af og falde i søvn.

Nu peger et studie på, at voksne også kan have god gavn af at blive vugget i søvn. Ikke nok med, at man falder hurtigere i søvn - man sover tilsyneladende også bedre og får måske en bedre hukommelse. Det skriver the Guardian ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se en video, når forskerne vugger voksne i søvn.

Det betyder, at metoden potentielt også kan gavne dig, der falder i søvn, i det sekund hovedet rammer puden.

Læs mere på Videnskab.dk: Mærkeligt havvæsen skyllet op på dansk strand

Forskere fra University of Lausanne i Schweiz bygger deres konklusion på forsøg med 18 deltagere, der har overnattet i forskernes laboratorium:

  • Første nat foretog man ingen målinger, da deltagerne blot skulle vænne sig til at sove et
    fremmed sted
  • Anden nat sov de i hver sin almindelige, stationære seng tilkoblet måleudstyr, der
    overvågede blandt andet hjernebølger og hjerterytme
  • Den tredje og sidste nat fortsatte monitoreringen, men nu sov deltagerne i senge, der
    vuggede svagt fra side til side

Målingerne af hjernebølgerne viste efterfølgende, at selvom deltagerne, når de blev vugget, samlet set ikke sov længere tid, end når sengen stod stille på gulvet, så faldt de hurtigere i dyb søvn.

Samtidig var deltagerne blevet bedt om at huske ord på fransk. Ordene skulle huskes i par, der var helt urelaterede, og deltagerne kunne, efter en nat i vuggende senge, sætte flere af disse par sammen.

Læs mere på Videnskab.dk: Så meget sex dyrkede sultan for at få over 1.000 børn

Lignende studier med mus har også vist, at musene falder hurtigere i søvn, når de bliver vugget. Her så forskerne dog ingen forskelle i dyrenes hjernebølger - måske fordi mus har et mindre følsomt vestibulært system end mennesker.

Det vestibulære system, der er placeret i det indre øre, sender besked til hjernen om at opretholde balancen, og det tyder på, at systemet spiller ind i forhold til de vuggende bevægelsers effekt på søvn.

Professor Derk-Jan Dijk fra søvnforskningscenteret ved University of Surrey har ikke været med til at lave det nye studie, men han har læst det og siger til the Guardian, at forskernes resultater kan give nye muligheder for at behandle søvnproblemer uden medicin.

Han håber, at næste skridt bliver at afprøve metoden på ældre mennesker, hvis søvnkvalitet generelt er lavere, og patienter med særlige søvnforstyrrelser.

Andre artikler på Videnskab.dk
Babesia: Overset flåtsygdom er langt mere udbredt end troet

Er cola godt mod dårlig mave?

Kinesiske forskere har skabt genmodificerede abe-kloner med psykiske sygdomme