De voldsomme oplevelser i togulykken 2. januar hjemsøger stadig Søren Kjærsgaard. Som en del af helingsprocessen tog han torsdag til Fyns Politis møde for passagerer.
»Mødet var godt, og det var med til at løsne op for de tanker, man går med til dagligt. Både de tanker man har om uheldet og detaljerne om, hvorfor myndighederne gjorde det på den måde, de gjorde,« fortæller han til B.T. efter mødet.
51-årige Søren Kjærsgaard skulle den skæbnesvangre morgen fra Odense Station til Helsinge i Nordsjælland og havde derfor bestilt en pladsbillet.
Vogn 64, sæde 226.

Pladsen er i den første togvogn, kupé to i venstre side.
Blot få meter fra kupéen foran ham, hvor hele venstre side endte med at blive skrællet op af en løsreven trailer fra et modkørende godstog.
Først vidste den 51-årige ikke, hvor alvorlig ulykken var. Han og hans medpassagerer fulgte med på diverse medier for at finde ud af, hvad der var sket.
I første omgang lød meldingen på otte lettere tilskadekomne.

Så det var først, da nogle mænd fra Søren Kjærgaards kupé tog det i egen hånd og gik ind i den forreste kupé, at det gik op for alle, hvor slemt det stod til.
»Da en af mændene kommer tilbage, fortæller han, at dem i venstre side er 'fuldstændig væk'. Han kan intet se og intet gøre,« husker Søren Kjærsgaard.
De to mænd var blege i hovedet, virkede forvirrede og græd.
Inde i toget så Søren så nogle ting, der stadig den dag i dag hjemsøger ham.

»Når man kigger frem i kupéen, så er der fuldstændig smadret. Og to kupéer længere tilbage, hvor der er lys, er der en dame, der får hjertemassage. Så er det sådan lidt...,« fortæller en tydeligt påvirket Søren Kjærsgaard.
Derfor var mødet med passagererne torsdag noget, han havde brug for.
»At være sammen med de andre passagerer har været godt. Det var godt at få talt med de andre. Vi er som en stor familie nu. For mit vedkommende skal jeg have det bearbejdet noget mere og have professionel hjælp,« siger Søren Kjærsgaard.
Han har takket ja til et par møder med de tilknyttede fra Falck Healthcare, som skal hjælpe ham med bearbejdelsen af ulykken fremover.