Stærkt kritiserede Kit Claudi Grøn-Iversens arbejde som politidirektør overtages af en anden.

Det drejer sig om stabschefen fra Østjyllands Politi, Frits Kjeldsen, der bliver konstitueret politidirektør i Bornholms Politi.

Det er kommet frem under et personalemøde kl. 10.30 for de ansatte i Bornholms Politi.

»Der er kommet en ny midlertidig politidirektør, da Kit Claudi Grøn-Iversen er sygemeldt. Frits Kjeldsen indtræder, til der er en afklaring,« siger pressechefen i Rigspolitiet, Thomas Kristensen.

Portræt af Kit Claudi Grøn-Iversen, direktør i Bornholms Politi.
Portræt af Kit Claudi Grøn-Iversen, direktør i Bornholms Politi. Malene Anthony Nielsen

3. december kunne B.T. bringe et brev fra medarbejderne i Bornholms Politi til ledelsen af Rigspolitiet.

Her blev det gjort klar, at der var stor utilfredshed med Kit Claudi Grøn-Iversens ledelsesform.

'Motivationen og trivselen hos medarbejderne er i frit fald. Utilfredshed og frustration over gentagne eksempler på uhensigtsmæssige, autoritære beslutninger og dispositioner præger hverdagen,' stod der i brevet.

I brevet fra medarbejderne i Bornholms Politi blev hun direkte kaldt for diktatorisk som leder.

'Diktatorisk ledelsesform uden inddragelse af ledere og medarbejdere. En ledelsesform, der i høj grad skaber en magtdistance, der på ingen måde passer ind i en moderne dansk arbejdskultur og i stedet kun hæmmer ethvert samarbejde og ødelægger trivselen og tilliden hos medarbejderne,' stod der i brevet.

Medarbejdernes i Bornholms Politis brev til Rigspolitiet om politidirektøren Kit Claudi Grøn-Iversen. Foto: Privat
Medarbejdernes i Bornholms Politis brev til Rigspolitiet om politidirektøren Kit Claudi Grøn-Iversen. Foto: Privat Thomas Nørmark Krog

Kit Claudi Grøn-Iversens stil beskyldes for at have klare konsekvenser for alle ansatte i politiet på den såkaldte solskinsø.

'Hun udskælder ledere og medarbejdere i fuld offentlighed og tåler ikke kritiske ytringer af snart sagt enhver karakter,' stod der i brevet, hvor der videre står, at Kit Claudi Grøn-Iversens ledelsesform anses som 'ødelæggende og nedbrydende for arbejdsmiljøet'.

I slutningen stod direkte, at tilliden til hende som chef er væk.

'Der er derfor ikke længere tillid til hende som organisatorisk leder,' sluttede brevet.

600 fynske betjente afbryder samarbejde med chefen Kit Claudi Grøn-Iversen, som har været politidirektør på Fyn siden 2015. Det må høre op, mener betjente. Kit Claudi Grøn-Iversen takkede for udnævnelsen til politidirektør på Fyn. (Foto: Bjarne Luthcke/Scanpix 2016)
600 fynske betjente afbryder samarbejde med chefen Kit Claudi Grøn-Iversen, som har været politidirektør på Fyn siden 2015. Det må høre op, mener betjente. Kit Claudi Grøn-Iversen takkede for udnævnelsen til politidirektør på Fyn. (Foto: Bjarne Luthcke/Scanpix 2016) Bjarne Luthcke

Efter B.T. bragte brevet, meldte Rigspolitiet ud, at sagen skulle undersøges.

»Rigspolitiet har konstateret, at der ikke er et tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde i den øverste ledelse i Bornholms Politi, hvilket har konsekvenser for samarbejdsklimaet i hele politikredsen,« sagde Rigspolitets HR-direktør, Ina Eliasen, til B.T.

»Der er derfor igangsat tiltag, der har til formål at sikre et tilfredsstillende samarbejdsklima samt mere tydelige ledelsesveje og funktioner i hele politikredsen,« fortsatte hun og tilføjede:

»Rigspolitiet har sammen med den øverste ledelse i Bornholms Politi og de faglige organisationer tilrettelagt et forløb frem mod 1. februar 2020, der skal understøtte processen, så de ønskede mål for det fremtidige samarbejde kan nås.«

Adspurgt om den nye konstituerede politidirektør har noget at gøre med kritikken fra de ansatte i Bornholms Politi af Kit Claudi Grøn-Iversen, vil Rigspolitiet dog ikke ud med.

»Det kan jeg ikke kommentere på,« siger Thomas Kristensen.

Kit Claudi Grøn-Iversen har tidligere været direktør for Fyns Politi.

Her har det været fremme, at 600 betjente var meget utilfredse med hendes ledelse.

Formanden for Fyns Politiforening, Steffen Daugaard, slog dengang fast, at tilliden til hende var væk.

»Samarbejdet har gennem nogen tid været illusorisk, anstrengt og langt fra reelt,« sagde han til Fyens.dk.

Politidirektøren Kit Claudi Grøn-Iversen får hård kritik af sine medarbejdere i Bornholms Politi. Foto: Bornholms Tidende
Politidirektøren Kit Claudi Grøn-Iversen får hård kritik af sine medarbejdere i Bornholms Politi. Foto: Bornholms Tidende

B.T. fremlagde i december de hårde ord fra medarbejderne i Bornholm Politi for Kit Claudi Grøn-Iversen.

Hun slog fast, at kritikken af hendes ledelsesstil ville blive taget alvorligt.

»Jeg er bekendt med kritikken og lytter til den. Jeg tager situationen alvorligt,« skrev hun i mail og fortsatte:

»Rigspolitiet har iværksat et mæglingsarbejde, som jeg deltager aktivt i, og finder det derfor naturligt at holde sagen internt.«