Danmarks ældste nyhedsbureau, Ritzau, der lever af sin troværdighed, har forsøgt at købe en konkurrent til tavshed i en betændt sag om mulig industrispionage og hacking.

B.T. kan i dag afsløre, at Ritzau den 31. august i år tilbød medievirksomheden Vocast 50.000 kroner mod at afstå fra at anlægge sag mod Ritzau.

Da Vocasts ejere og ledelse afslog dette, tilbød Ritzau den 26. oktober i år at købe Vocasts kundeaftaler for at undgå en langvarig og opslidende retssag. Det fremgår af dokumenter i sagen, som B.T. har set.

De nye oplysninger kommer, efter det i sidste uge kom frem, at Vocast den 26. november i år stævnede Ritzau for industrispionage og hacking med krav om 15 millioner kroner i erstatning.

Sagen handler om, at fire medarbejdere fra Ritzau i 28 dage i juli og august i år uretmæssig fik adgang til Vocasts systemer via et login fra en tidligere Vocast-kunde, som var skiftet til Ritzau.

Ifølge stævningen fra 26. november i år mener Vocast, at Ritzau på den vis har høstet værdifulde forretningshemmeligheder.

Ritzau erkender, at de fire medarbejdere ved en 'dum fejl' har 'hjulpet' den tidligere Vocast-kunde med at trække egne data ud af Vocasts systemer.

Samtidg erkender Ritzau i en redegørelse til Vocast, at medarbejderen 'A' har 'browset rundt på må og få' i Vocasts applikation, og at medarbejderen 'D' har været inde i Vocast systemer 'inkognito', altså skjult.

Direktør for og medejer af Vocast, Henrik Steen Madsen, er målløs over Ritzaus ageren i sagen.

»En konkurrent skal jo slet ikke have adgang til vores applikation. Der ligger jo nogle ting i vores applikation, som er unikke, og som vi ikke synes, at en konkurrent skal have uhindret  adgang til,« siger han og tilføjer:

»For det andet er Ritzaus forligstilbud på 50.000 kr. langt fra de omkostninger, vi har haft til vores advokatregning og interne tidsforbrug på sagen allerede på det tidspunkt, hvor de tilbyder det.«

Ritzaus administrerende direktør, Lars Vesterløkke, mener ikke, at der er noget odiøst i at tilbyde Vocast 50.000 kroner mod at afstå fra en retssag.

»Vi har forsøgt at forlige sagen i flere måneder. Det gør man ofte i sådan nogle sager. Desværre er det ikke lykkedes. Nu må vi så tage en retssag, og det ser jeg frem til, for den sag har fået nogle dimensioner, som er helt langt ude,« siger Lars Vesterløkke.

Ritzaus tilbud og forhandlingerne om at købe Vocast kundeaftaler - mod at Vocast droppede stævningen - har han 'ingen kommentarer' til.

Vocast-direktør Henrik Steen Madsen fortæller, at han som medejer af Vocast overvejede købstilbuddet, men at der i processen blev skåret så mange af lag af tilbuddet, at han stod tilbage med 'en fornemmelse af, at de forsøgte at køre os møre'.

»Vi havde simpelthen ikke tillid til, at Ritzau, som lige var brudt ind i vores system, havde en reel vilje til at finde en mindelig løsning, og derfor så vi ikke anden udvej end at stævne Ritzau. Så må vi se, hvad en dommer vil taksere det til,« siger Henrik Steen Madsen og tilføjer:

»For os handler det både om at få dækket det tab, vi har lidt, men også om, at offentligheden får at vide, at en stor konkurrerende virksomhed - som står for troværdighed - er brudt ind hos os.«