Firma lignede stor erhvervsucces: Nu er en tidligere direktør tiltalt for svindel for halv milliard


Statsadvokat har efterforsket sag om omfattende svindel i virksomheden Hesalight. Nu tiltales direktør.
En 46-årig tidligere direktør i lampevirksomheden Hesalight er blevet tiltalt for svindel for en halv milliard kroner.
Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som har tiltalt den 46-årige, som var direktør og stifter af virksomheden.
Var du med til at investere i firmaet, eller ved du noget om sagen, så vil BT gerne høre fra dig på 1929@bt.dk
Hesalight lignede en erhvervssucces, da en række investorer i 2014 og 2015 ydede virksomheden obligationslån på cirka 562 millioner kroner.
Men ifølge SØIK skete investeringerne på et urigtigt grundlag.
- Den tiltalte har efter anklagemyndighedens opfattelse groft udnyttet sin position, og mange har lidt store tab på grund af hans handlinger.
- Derfor rejser vi nu tiltale i sagen, der er blevet grundigt og effektivt behandlet af SØIKs efterforskere og anklagere, siger vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen i pressemeddelelsen.
/ritzau/