I kraft af sin store popularitet var Klaus Rifbjerg en af landets mest velhavende forfattere.

Når Rifbjerg ikke nød solens stråler i den sydspanske havneby Málaga, arbejdede han fra sin smukt beliggende sommerbolig i Skagen og senere i en kæmpe herskabslejlighed på Frederiksberg i København.

Som forfatter levede han blandt andet af indtægten fra såkaldte royalties, forskudshonorarer fra forlaget Gyldendal samt en årligt udbetalt biblioteksafgift.

Alene i bibliotekspenge modtog forfatteren omkring 8,4 millioner kroner fra 1998 til 2014. I 2014 fik han udbetalt 514.380 kroner.

Rifbjergs debut-roman ’Den kroniske uskyld’, der i mange år har været fast skole-pensum, er solgt i over 300.000 eksemplarer.

Branchekilder, som BT har talt med, fortæller, at han havde en særdeles favorabel kontrakt med Gyldendal, hvor han desuden var litterær direktør i 1984-91.

Sommerhus til 10 mio. kr.

Rifbjergs boliger vidner også om en ganske velpolstret økonomi. I efteråret 2012 satte forfatteren sit sommerhus i Kandestederne sydvest for Skagen til salg for en pris på hele 10 millioner kroner.

Grunden på 25.650 kvadratmeter rummer to huse, hvoraf det ene ligger på toppen af en klit med 180 graders udsigt over Vesterhavet.

Klaus Rifbjergs ejendom på Frederiksberg var bestemt heller ikke småpenge værd. Den mondæne lejlighed på 201 kvadratmeter blev sat til salg i 2011 for 7,2 millioner kroner.

»Og det er ikke fordi, jeg er ved at gå fallit,« sagde forfatteren dengang til BT.

Boede i Spanien

I en stor del af sit liv boede Klaus Rifbjerg i et hus i spanske Andalusien.

Ligesom en lang række andre store danske kunstnere modtog Klaus Rifbjerg livsvarig kunstnerydelse fra Statens Kunstfond.

Ydelsen tildeles kunstnere, der har ’placeret sig afgørende som kunstnere’, vurderet ud fra kvaliteten i den kunstneriske produktion.