Forfatter Klaus Rifbjerg vidste, hvor det bar hen. Vidste at det lakkede mod enden.
Men da han påskelørdag takkede af efter 83 år på denne jord, har han sandsynligvis været fyldt med en stille følelse af lykke.
For han holdt sin elskede kone Inge i hånden til det sidste.
Det fortæller Klaus Rifbjergs nære ven gennem mere end 60 år, professor og litteraturkritiker Torben Brostrøm.
Læs også:
»Klaus flyttede til Skodsborg for et lille år siden. Han havde fået en dejlig lejlighed i stuen lige ud til vandet. Et meget smukt sted.«
»Det lykkedes ham at få sin kære Inge med fra plejehjemmet, hvor hun ellers har boet. Så der sad de to sammen hånd i hånd her i den sidste tid. Det var en meget smuk afslutning,« siger Torben Brostrøm til bt.dk om vennens sidste tid.
Læs også:
Klaus Rifbjerg mødte sin Inge tilbage i 1955 og hans liv fik et gevaldigt knæk, da hans elskede for nogle år siden fik en alvorlig øjensygdom, som gradvist tog hendes syn. Og i 2011 forsvandt synet helt, og Inge måtte flytte på plejehjem.
»De to var så nært knyttet sammen, hun var en stor del af hans liv. Og da han ikke længere var i stand til at besøge hende på plejehjemmet, var det her den sidste mulighed. At få hende hjem.
Jeg er sikker på, at han har vidst, hvor det bar hen. Han var altid meget dygtig intuitivt, havde en fantastisk situationsfornemmelse og fornemmelse for andre mennesker og nærvær. Og derfor lykkedes det ham at slutte af på denne smukke måde,« siger Torben Brostrøm.
Det var Klaus Rifbjergs egen leversygdom, der gjorde det umuligt for ham at besøge Inge på plejehjemmet. Sygdommen satte sig i hans ben og gjorde det i perioder vanskeligt for ham at gå.
Læs også:
Ifølge Torben Brostrøm faldt den 83-årige Klaus Rifbjerg flere gange og besvimede og kunne på den måde ikke klare sig alene længere. Han var i længere perioder indlagt til diverse undersøgelser, men sygdommen fortsatte med at brede sig til en generel svaghed i hele kroppen.
»Han fik den den sidste tid, hvor han under overvågning af børnene, mange besøg af nære venner. Jeg ved ikke, om det var bevidste afskedsceremonier, men besøgene var opmuntrende for ham og os andre. Selvom man kunne se, hvad vej det gik.
Der var mulighed for at føre flere gode samtaler, for - bortset fra enkelte gange hvor han var fjern og tåget - var han lynende klar i hovedet stadigvæk,« fortæller Torben Brostrøm, som for kun en uge siden nåede at tage en slags afsked med vennen gennem 60 år.
»Vi var begge klar over, at det var mod slutningen. Og selvom det ikke var et direkte samtaleemne, så nævnte han under samtalen, at 'det er svært at tage afsked' og så var vores samtale ellers præget af erindringer og gamle dage,« siger Torben Brostrøm, som erkender, at det bliver et stort savn for ham.
Det er hårdt at miste én, der står så nær. Og svært at indstille sig på, netop fordi han var så vitalt et menneske, der udstrålede livsglæde og humor og sans for sin omverden.
Og der er heller ikke tvivl om, at det bliver ufatteligt hårdt for Inge også. Men jeg tror, at hun var meget glad for, at hun fik lov til at være sammen med ham hele tiden til det sidste.«