»Det må være en fejl.«

Jesper Domar Rossen kan ikke tro sine egne øjne, da alarmoperatørens besked dukker op på skærmen.

'Togulykke på Storebæltsbroen' står der.

»Det må sgu være en, der har trykket forkert. Det er garanteret et trafikuheld,« husker Jesper Domar Rossen, der er indsatsleder hos Beredskab Fyn, at han tænkte onsdag den 2. januar klokken 7.35, da anmeldelsen går ind.

Det er dog ikke Jespers opgave at gætte eller gisne om, hvorvidt alarmoperatøren har lavet en fejl, så han sætter sig ind i sin bil og trykker på speederen.

Jesper befinder sig tilfældigvis i Nyborg, så der er ikke langt til det forulykkede tog, som holder på den første del af Storebæltsbroen tættest på Fyn.

Én med hjertestop
Mens indsatslederen har kurs mod det forulykkede tog, bliver oplysningerne fra alarmoperatøren mere detaljerede.

Jesper Domar Rossen var en af de første ved ulykkesstedet.
Jesper Domar Rossen var en af de første ved ulykkesstedet. Foto: Marc Killigren
Vis mere

Og voldsomme.

'Togulykke på Storebæltsbroen. Minimum 10 tilskadekomne. Én med hjertestop' fremgår det på skærmen.

»Det her er alvorligt,« tænker Jesper.

Og den tanke bliver bekræftet, da han holder indsatsleder-bilen ind til siden på Storebæltsbroen.

Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job.
Otte mennesker omkom under togulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år, da et godstog ramte et lyntog. Nu viser det sig, at flere ansatte hos både DB Cargo og DSB er blevet så hårdt ramt af ulykken psykisk, at de ikke længere kan passe deres job. Foto: Tim K. Jensen
Vis mere

»Jeg ser et stillestående tog, og at fronten er ødelagt på det. Jeg stiger ud af bilen og går op langs toget. Der kan jeg se gennem ruderne, at dele af den nordlige side af toget er gået i stykker – både i vinduer og siden af toget. Og så var det bare 'Sæt i gang',« fortæller Jesper Domar Rossen.


På ulykkesstedet er Jesper en ud af tre indsatsledere.

Indsatsleder Politi sørger for at koordinere hele redningsaktionen.

Indsatsleder Sund danner sig et overblik over sårede personer og tilser de tilskadekomne.

Og så er der Jesper – indsatsleder Brand – der har det tekniske ansvar.

Jesper vurderer hurtigt, at der to udfordringer, der skal løses, før der kan komme hjælp ind i toget.

Billeder inde fra det tog, hvor seks mennesker omkom og 16 blev kvæstede tidligt onsdag. (Foto: Ritzau Scanpix)
Billeder inde fra det tog, hvor seks mennesker omkom og 16 blev kvæstede tidligt onsdag. (Foto: Ritzau Scanpix)
Vis mere

Der skal etableres en gangbro mellem kørebanen og banelegemet, og så skal indsatslederen også sørge for, at der ikke er strøm til de køreledninger, der er faldet ned i forbindelse med ulykken.

»Ellers kan der let ryge et par ekstra redningsarbejdere med i faldet,« siger Jesper.

Det går Jesper og hans medarbejdere i gang med at ordne.

Alt imens de kan stå og se på togpassagerernes chokerede blikke gennem togruden.

»Det er pissefrustrerende, at vi skal lave nogle ting, før vi kan komme ind og hjælpe, når vi ved, at folk har brug for hjælp,« fortæller han.

Heldigvis går det hurtigt, og nu kan de første redningsarbejdere stige ind i toget.

'Vi kan intet gøre'
En af dem er Søren Mikkelsen.

Han er indsatsleder Sund på ulykkesstedet, og det betyder, at han nu skal gå gennem hele toget og vurdere, hvor mange ambulancer og reddere der skal komme ud på broen.

Sagt med andre ord: Hvor mange er døde, og hvor mange er tilskadekomne?

Han træder ind ad togets forreste dør.

De forreste kupéer var fyldt med glaskår efter kollissionen med traileren fra godstoget.
De forreste kupéer var fyldt med glaskår efter kollissionen med traileren fra godstoget. Foto: Inge Lennert
Vis mere

Først drejer han mod højre. Direkte ind i togets første kupé.

Men der er ikke meget at gøre.

»Jeg kommer frem til den forreste vogn, men det er ret tydeligt, at vi ikke kan gøre noget ved dem, der sidder i venstre side af den forreste kupé. Det er desværre ret tydeligt,« fortæller Søren Mikkelsen, der er indsatsleder hos Ambulance Syd.

Skaderne i den venstre side af forreste kupé er så massive, at Søren og hans kolleger ikke engang kan tælle alle de omkomne.

»Vi kunne ikke se de to sidste omkomne i toget, for de var gemt under materiel. Vi kunne tælle seks, men jeg tænkte allerede der, at dødstallet ville stige, for der var steder, vi ikke kunne se,« fortæller han.

Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken.
Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken. Foto: Jonas Dam
Vis mere

Søren drejer nu 180 grader og går ned gennem toget.

Kupé efter kupé tilser han dem, der er tilskadekomne efter togulykken.

En har brækket hånden. En har fået trykket nogle ribben. En har en hovedskade.

Søren Mikkelsen er indsatsleder hos Ambulance Syd og var en af de første, der gik igennem det forulykkede tog onsdag morgen.
Søren Mikkelsen er indsatsleder hos Ambulance Syd og var en af de første, der gik igennem det forulykkede tog onsdag morgen. Foto: Heidi Lundsgaard
Vis mere

Og en efter en får de numre.

»Du får behandling som den første … Du får behandling som den sjette,« siger Søren Mikkelsen til passagererne i toget.

Alt imens følger hele Danmark med i 'togtragedien på Storebælt'.

'Otte lettere tilskadekomne personer' er nu ændret til 'flere omkomne', men ingen ved endnu, hvad der er sket.

Første offentlige forklaring er, at en genstand fra et godstog har ramt ICL 210, og pludselig fremgår det flere steder, at der er tale om dele fra et tag.

Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019.
Togulykke på Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Vi skal flere timer hen, før det bliver klart, at det er en såkaldt sættevogn fra et godstog, der har revet sig løs og ramt toget.

Tilbage i toget er Søren nu nået gennem hele det første togsæt bestående af otte kupeer, og på blokken er der noteret 12-14 tilskadekomne personer.

Manden i den røde trøje
Han mangler andet togsæt, og for at komme derind skal han ud af toget og ind ad næste dør.

Men Søren kan ikke komme ind. Døren er låst, og han kan ikke vente på en nøgle.

I stedet kigger han ind gennem ruden til den første kupé i andet togsæt.

Der får han øjenkontakt med en mand i en rød trøje.

Palle Bøgelund Petterson i hjemmet i Nyborg.
Palle Bøgelund Petterson i hjemmet i Nyborg.
Vis mere

Og så kommer ideen.

Søren kigger manden dybt i øjnene og signalerer med to fingre, at han skal bruge ham til at tjekke, om der er nogen tilskadekomne i toget.

Manden i den røde trøje er 51-årige Palle Bøgelund Petterson.

»Jeg kunne se, at der var en mand og dame i noget tøj, der indikerede, at de var fra noget beredskab. Han prøver at vise mig, at jeg skal gå ned gennem toget, og så viser han mig dykkertegnet for 'o.k.' (tommel- og pegefinger danner en cirkel, mens resterende fingre peger op, red.). Han vil have mig til at tjekke, om folk er o.k.,« fortæller Palle.

Og sådan sker det altså, at Søren Mikkelsen og Palle Petterson går sammen – adskilt af togruden – og tjekker, om der er tilskadekomne.


Heldigvis virker alle uskadte. Ingen ligger ned. Ingen bløder. Ingen råber eller skriger.

Derfor laver Palle Petterson otte kupeer senere sit sidste o.k ud til Søren.

Ingen tilskadekomne i hele det andet togsæt.

Palle Petterson ender med at være en stor hjælp for redningsaktionen.

»Han er superkvik, og han har virkelig hjulpet. Jeg er meget imponeret over ham, og jeg synes, at han fortjener meget ros, hvis det altså kan gøre det,« siger Søren Mikkelsen.

'Det mest voldsomme, jeg har oplevet.'
Nu kan Søren Mikkelsen gøre status.

Han har foruden de omkomne noteret 12-14 tilskadekomne, og de værst tilredte er allerede på vej til Odense Universitetshospital med ambulance.

Efter et par timer står toget tomt. Alle er evakueret, og tilbage står redningsarbejderne nu på Storebæltsbroen i den bidende vind.

Det har været en hård dag.

»Ulykken er så voldsom, at det ikke er hverdagskost, selv om jeg har arbejdet i faget mange år. Jeg tror, at det rammer dig voldsomt, uanset hvor garvet en redningsmand du er. Alle, der har været derude, kommer hjem med den her i bagagen,« fortæller Jesper Domar Rossen.

Indsatslederen var i 2004 med til redningsarbejdet efter fyrværkeriulykken i Seest, og han har også været en del af redningskorpset til et af de store jordskælv i Iran.

Alligevel rangerer togulykken på Storebælt som den værste opgave af dem alle.

»Det er det mest voldsomme, jeg har været med til. Absolut,« siger Jesper.

Læs mere i morgen, når tredje kapitel af fortællingen om togtragedien på Storebæltsbroen kommer på B.T. Det handler om den nye hverdag, som passagererne fra toget har haft siden ulykken.