»Jeg skal være perfekt – min kæreste, mit job, mine børn, min kondi, min aftensmad, mit tøj og min ferie. Det hele skal være totalt perfekt – ellers er jeg ikke noget værd. Og jeg er fuldstændig udbrændt og udmattet, fordi jeg ikke kan følge med mine egne krav.«
Sådan en udtalelse er ikke ualmindelig, når jeg som psykolog sidder over for mennesker, der er bukket under for deres egen jagt på at leve det perfekte liv. Det perfekte livs medalje kan have en mørk bagside for dem, der ikke formår at holde en balance i deres stræben efter perfektion.
Det kan være rigtig godt at have en trang til at udføre opgaver perfekt. Hvis jeg skal opereres, er det ret så vigtigt for mig, at lægen udøver sit fag til perfektion. Når jeg er i trafikken, er jeg afhængig af, at andre bilister forsøger at holde deres vejbane rimelig perfekt. I den noget mindre dramatiske ende betyder det også noget for mig, at min frisør går efter at få et perfekt resultat. Der er ikke noget galt i at gå efter det perfekte – men perfektionismen kan også tage overhånd.
Jeg har efterhånden set rigtig mange eksempler på, at perfektionisme kan udvikle sig til en psykisk udfordring. Tag for eksempel den unge kvinde, der altid skal se ultragodt ud, der altid skal have topkarakterer på studiet og altid skal være den sjoveste og skarpeste veninde i flokken. Udadtil virker hun måske som det, man ville kalde en succes. Men indefra kan det se helt anderledes ud.
For hvis der ikke lige er overskud til at lægge den perfekte makeup, så kan hun ikke bevæge sig uden for døren. Hvis hun ikke får sine topkarakterer, bliver hun vred og skuffet over sig selv. Hvis hun ikke har overskud til at være den perfekte veninde, isolerer hun sig. Måske bliver hendes forventninger til perfektion så høje, at hun aldrig tør kaste sig over noget nyt, at hun aflyser flere og flere aftaler og i det hele taget begynder at lukke sig mere og mere inde i sig selv.
På den måde kan perfektionisme gå hen og blive ekstremt begrænsende – og så er det på tide at ændre på sine tanker og adfærd. Måske er det hele idéen om det perfekte, der skal omformuleres.
Hvorfor har vi den her udbredte idé om, at vi som mennesker er perfekte, når vi er fejlfri og pletfri? Hvorfor er huden perfekt, når den ikke har rynker? Hvorfor er det ikke perfekt, når ansigtets linjer fortæller en historie om et levet liv, hvor vi har grædt og grinet, sørget og jublet?
De sociale mediers glansbilledkultur bidrager til vores forestilling om, at alt skal være perfekt. Hvis de andre fremstår som evigt perfekte, kan det føles som et pres. Vi har hele tiden muligheden for at fremstille os selv og fortælle historien om os selv – og det kan være en årsag til ensomhed og isolation, hvis det bliver til et kapløb, som er hårdt at følge med i. Hvor ville det dog være befriende, hvis vi postede noget mere om de gange, vi trådte ved siden af. Om livet med pletter og fejl og kiksede billeder, hvor vi kan grine af os selv.
Ok, for nogle mennesker kunne man måske ønske sig, at de anstrengte sig lidt mere for at opnå perfektion. Som så meget andet handler det om at finde en balance. Men det handler også om at overveje, hvornår noget er perfekt. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at fraklip og fejltrin også er en del af livet – i virkeligheden er det vel alle skævhederne, der gør livet sjovt, varmt og farverigt at leve.
