Først akt sluttede ekstra dramatisk ved Den Fynske Operas premiere 'Askepot' i Odense.
Her fik operasanger Jesper Brun et ildebefindende midt på scenen, og forestillingen blev øjeblikkeligt afbrudt.
»Det var ubehageligt for ham – og også alle os andre,« siger operaens kommunikationsansvarlige, Christel Bæksted, til TV 2 Fyn.
Det var fredag aften, Jesper Brun fik det dårligt, mens han hængte i en sele på scenen. Tidligere på dagen havde han været mærket af sygdom, lyder det i en pressemeddelelse fra Den Fynske Opera.
Han blev hurtigt hentet af en ambulance og kørt på hospitalet.
»Vi gerne takke ambulanceredderne for hurtig og kompetent hjælp samt publikum, der var forstående over for situationen. Og så sender vi de allervarmeste tanker til Jesper Brun og hans familie. Vi sender naturligvis ikke Jesper Brun på scenen igen uden at sikre os, at han er kampdygtig,« siger operaens kunstneriske leder, Ida Fogh Kiberg, i en pressemeddelelse.
På hospitalet blev Jesper Brun tjekket for coronavirus, men testen var negativ. Det viste sig, at han havde feber, og han blev sendt hjem for at hvile sig.
Som følge af operasangerens ildebefindende blev lørdagens forestilling dog også aflyst. Efter planen bliver 'Askepot' sat op igen på tirsdag.
Her er Jesper Brun allerede klar til igen at lægge sig i selen.
»Intet kan afholde mig fra at komme på scenen,« siger han i en pressemeddelelse.
'Askepot' har i øvrigt været ramt af andre udfordringer i forløbet op til fredagens premiere. Ifølge Fyens.dk måtte Francine Vis, der skulle have spillet hovedrollen, i sidste øjeblik lade sig langtidssygemelde med stemmebåndsproblemer.