Louise Borglits søster husker hvert et sekund fra 4. november 2016.
Husker, hvordan Louise iførte sig sin mands blå gummistøvler og olivengrønne regnjakke, der var et par størrelser for stor.
Husker, hvordan hun kyssede Louise på kinden og sagde 'gå, nu hvor det er lyst', inden søsteren forsvandt ud i november-mørket med hunden Maggie.
Husker, hvordan telefonen ringede midt under Disney Sjov, og at en mandestemme kunne fortælle hende, at Louise var »ilde tilredt« nede i parken.
Husker, hvordan hun kort tid efter – i silende regn – kunne se til, mens Louise livløst lå på ryggen og fik hjertemassage.
Kort efter gik søsterens verden i stå, da en politimand trak hende til side og gav hende den værste af alle beskeder:
Louise var død. Dræbt af adskillige knivstik.
»Jeg tænker på Louise hver dag, og jeg husker alt fra den dag. Det er blevet bedre, men jeg har stadig mange dage, hvor jeg ikke kan noget,« fortæller Louises søster, der ikke ønsker at få sit navn frem i denne artikel, da B.T. møder hende i dag.
I dag er det nemlig fire år siden, Louise lukkede døren bag sig for at gå en tur med søsterens hund i Elverparken i Herlev og aldrig kom tilbage.
Men endnu mere tragisk:
I de fire år er det aldrig lykkedes politiet at pågribe drabsmanden, og derfor vil Louises søster og hendes gode veninde Cathrine Golfe gerne komme med en dybfølt bøn gennem B.T.
Først skal vi dog skrue tiden tilbage til 4. november 2016.
Louise var lykkelig.
Med en stor bule på maven gik hun rundt og kunne nærmest ikke tale om andet end 'Lille P', der lå og ventede på at møde verden én måned senere.
»Louise var altid på røven,« fortæller hendes søster, så derfor havde hun tidligere i 2016 kommet med et rigtig godt tilbud.
Søsteren tilbød Louise at flytte ind i hende og mandens hus i Herlev, så hun kunne spare penge sammen, og så kunne 'Lille P' leve den første tid der.
Louise takkede ja, og så flyttede hun ind i kælderen.
»Hun var et kæmpe familiemenneske, og børnene elskede hende,« mindes søsteren.
Det samme gjorde hendes veninder, og en af dem var Cathrine Golfe.
Den 4. november 2016 ringede hendes telefon om formiddagen, og i den anden ende af røret var Louise.
De to veninder havde nemlig en aftale om aftenen, men Louise havde glemt, at hun skulle lave svensk pølseret til sin søster og resten af familien.
»Jeg hader den samtale, for vi kunne knap høre hinanden, så det blev sådan en ærgerlige samtale, når det var den sidste nogensinde,« fortæller Cathrine Golfe til B.T.
Cathrine kan ikke holde tårerne tilbage, når hun fortæller om Louise
»Hun var så fantastisk, glad og sød mod andre mennesker. Det er så uretfærdigt. Hvorfor skulle Louise dø?« spørger hun.
Og det har mange andre også spurgt om siden den novemberdag i 2016.
Københavns Vestegns Politi talte få dage efter drabet med en ældre kvinde, der hørte to skrig i Elverparken, hvorefter en mand kom løbende ud af buskadset, stopppede op og løftede armene på en opgivende måde.
Men hvem var den mand? Kunne det være Louises morder?
Det er i dag stadig et mysterie, for politiet har aldrig fundet frem til ham.
Louises søster og Cathrine har gennem de seneste år også haft deres personlige teorier, om hvad der skete den aften, og de har videregivet dem alle til politiet.
»Vi har ikke hørt noget, så vi må jo bare gå ud fra, at det ikke er ført til noget,« siger de samstemmigt.
Derfor er det altså ikke til at vide, om det er en gal mands værk, der tog livet af Louise, eller om det var en bevidst handling, at den gravide kvinde skulle dø.
Og selv om en opklarelse ikke vil få Louise tilbage i Cathrines eller søsterens liv, er det stadig noget, der ville ændre meget.
»Det ville være et kapitel, der blev lukket, og så kunne man kun koncentrere sig om at leve uden Louise. Lige nu bruger man alt for mange kræfter på at tænke hele sagen igennem,« siger Louises søster.
Men der er også frygten.
Frygten for, at Louises morder er derude og kunne finde på at gøre det samme igen.
»Jeg nærmer mig slet ikke Elverparken, og jeg går heller ikke ude, når det er mørkt,« fortæller Louises søster.
Cathrine stemmer i. Hun går kun tur med sin hund, når det er lyst udenfor.
Når alt kommer til alt, er det dog hverken det uopklarede drab eller frygten for mørket i Herlevs gader og stræder, der er det hårdeste for de to efterladte.
Det er selvfølgelig savnet af Louise, og det er da også et emne, der straks sætter gang i tårerkanalerne hos Cathrine og søsteren.
»Jeg savner hende hver eneste dag. Jeg tænker på hende hver eneste dag. Jeg ville gøre alt for at få hende igen,« fremstammer Louises søster.
De to bliver hurtigt enige:
Deres liv ændrede sig massivt den novemberdag i 2016, og selv om det er blevet bedre med savnet og sorgen, gemmer tårerne sig altid lige bag ved øjenlågene.
Derfor har Louises søster og hendes familie gjort noget helt specielt på den dag, der ellers er forbundet med alt ondt i verden.
»Vi har gjort det til en ja-dag. Vi tager fri fra arbejde, og så bestemmer vores børn, hvad vi skal lave. Det har gjort det meget lettere, og det er faktisk dagene op til, der er de hårdeste,« siger Louises søster.
»Måske jeg skal være med til den dag i år,« siger Cathrine, der synes, at 'årsdagen' er »forfærdelig hård at komme igennem«.
Og det leder snakken hen til den bøn, som blev nævnt tidligere i artiklen.
For endnu en ting er Louises søster og Cathrine helt enige om:
Alt ville være lettere, hvis retfærdigheden skete fyldest, og Louises morder blev fanget.
»Jeg beder alle dem derhjemme. Hvis bare man har hørt eller set noget, så håber jeg virkelig, at man vil kontakte politiet. Hjælp os,« siger Louises søster, før Cathrine tager over.
»Hvis man sidder med en eller anden viden, som man måske tror er ubetydelig, så håber jeg alligevel, at man vil give politiet besked, for måske de kan bruge det til et eller andet. Det kan være den sidste brik, der mangler. Vi vil bare så gerne have det opklaret.«
