'Forfærdeligt', 'uacceptabelt' og 'dybt tragisk'.

Politikere på begge fløje er rasende over den måde, tre læger i marts afviste at tilse den meget syge pensionist Poul Henning Hansen, da han og hustruen, Pia Elkjær Hansen, i flere dage ringede efter lægehjælp.

Først da Poul Henning Hansen var bevidstløs og havde opkast ud over sig, kom der endelig en ambulance.

Men det var alt for sent. Han havde akut meningitis, og efter tre dages indlæggelse blev der slukket for hans respirator.

Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Vis mere

B.T. har forelagt lægernes afvisning af den dødeligt syge Poul Henning Hansen for sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

»Det er et tragisk og uacceptabelt forløb, som ikke må gentage sig. Hvis der er tale om en akut situation, skal borgerne blive tilset af en læge med det samme på sygehuset, og det er vagtlægens ansvar,« siger Magnus Heunicke og tilføjer:

»Jeg kan forstå, at hans ægtefælle har klaget over forløbet hos Styrelsen for Patientsikkerhed og Patienterstatningen, som er ved at undersøge sagen.«

Nu vil et bredt flertal på Christiansborg have Magnus Heunicke til at komme med en forklaring på, hvor tit det egentlig sker, at syge patienter betaler prisen for, at lægerne har fokus på coronavirus.

Partier fra både blå og rød fløj kræver svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om antallet af syge patienter, der er ramt af lægernes prioritering af coronasmittede samt særlige restriktioner under coronakrisen. 
Partier fra både blå og rød fløj kræver svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om antallet af syge patienter, der er ramt af lægernes prioritering af coronasmittede samt særlige restriktioner under coronakrisen.  Foto: Philip Davali
Vis mere

»Denne sag giver anledning til at bede om en oversigt over patienter, som er afvist på grund af coronavirus. Der er ingen undskyldning for, at syge patienter ikke tilses af en læge – corona eller ej,« siger Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører hos SF.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, vil også have svar frem.

»Den konkrete historie er dybt tragisk og ulykkelig, og den skal selvfølgelig undersøges, så vi kan undgå gentagelser,« siger han.

Hos blå blok er Liselott Blixt, som er sundhedsordfører hos Dansk Folkeparti, i det røde felt over sagen.

TIP OS: Har du oplevet, at lægen ikke ville se dig, da du ringede efter lægehjælp under coronakrisen? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk.

Hun synes, at regeringen har alt for stor fokus på coronasmitte i stedet for at tænke på andre patienter.

»Jeg synes, det er dybt bekymrende og kritisabelt, at man glemmer alt andet under coronavirussen. Det vil jeg holde ministeren op på,« siger Liselott Blixt.

Også Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, vil have Magnus Heunicke til at træde i karakter.

»Det er jo forfærdeligt og må ikke gentage sig,« siger han og fortsætter:

»Der er simpelthen behov for, at sundhedsministeren træder i karakter,« siger Martin Geertsen, der er sundhedsordfører for Venstre.
»Der er simpelthen behov for, at sundhedsministeren træder i karakter,« siger Martin Geertsen, der er sundhedsordfører for Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Der er simpelthen behov for, at sundhedsministeren træder i karakter og får meldt en plan ud for vinterens håndtering af coronasituationen i det danske sundhedsvæsen. Vi må ikke ende i en situation igen, hvor andre patienter lider under coronahåndteringen.«

Magnus Heunicke har da også tænkt sig at få belyst, hvor mange patienter som reelt har betalt prisen for lægernes prioritering af coronasmittede og restriktioner for at undgå smitte.

»Coronasmitte må aldrig være en undskyldning for at afvise at håndtere akut syge patienter, der har behov for at se en læge og få en akut sundhedsfaglig vurdering,« siger ministeren, som nu har startet en undersøgelse hos Danske Regioner.

»Jeg kan fortælle, at mit ministerium har været i dialog med Danske Regioner, der vil tage problemstillingen op med regionerne,« oplyser Magnus Heunicke.