Igen har Peter Madsen taget plads på anklagebænken ved Retten i Nykøbing Falster. Denne gang handler det om breve, som myndighederne mener var forbudte.

Ifølge en ny lov er han og andre livstidsfanger frataget retten til frit at kommunikere med personer uden for fængslets mure, og ifølge anklageskriftet var det netop det, han gjorde mindst fire gange i fjor.

Her lyder det, at han i perioden fra omkring 7. september 2022 til omkring 7. december 2022 i Storstrøm Fængsel uden tilladelse forsætligt pakkede og afsendte brevene til to kvinder. 

Det skete ifølge tiltalen ved, at han sendte brevpost til offentlige myndigheder, herunder Ankestyrelsen, hvor der lå mindre breve adresseret til de to modtagere, som herefter modtog flere breve.

Erkender faktiske forhold

Peter Madsen erkender de faktiske forhold, og anklageren kræver ham idømt en bøde på 20.000 kroner, hvis han kendes skyldig.

Fredag er han mødt i retten iført en sort t-shirt med påskriften Apollo 77 samt lyse joggingbukser og vandrestøvler. Hans frisure er kort.

Han har taget på og er blevet lettere rund om maven.

På vej ind i lokalet smilede han venligt til to yngre kvinder, der er mødt op. Det er tydeligt, at Peter Madsen kendte den ene i forvejen.

Under retsmødet fortsatte han med flere gange at smile til særligt den ene af de to kvinder.

Da han blev ført ind i retten, var han iført et såkaldt transportbælte, hvor hænderne er låst til et bælte med håndjern.

Seks fængselsbetjente følger Peter Madsen i retten.

Hans forsvarer anmodede om, at Peter Madsen fik fjernet håndjernene under retsmødet.

En af betjentene forklarede det høje sikkerhedsniveau med den tidligere sag om gidseltagning og flugtforsøg.

Betjenten overlod det til retten at afgøre, om håndjernene skulle af.

Dommeren besluttede, at håndjernene skulle af.

»Men det kan hurtigt ændres,« tilføjede hun.

B.T. følger retssagen...

Lyt til B.T.s podcast om kriminalitet her: