Ejendomsmæglerne i Odense sætter større og større prisskilte på husene i et af Odenses mere berygtede områder.

Bydelen har været kendt som hård, grå og en af landets fattigste, men nu er kvarteret blevet et varmt emne blandt huskøberne i Odense.

For bare en måned siden blev den hidtil dyreste villa også sat til salg, i hvad der før var et arbejderkvarter.

Det er Bolbro, der har fået en ny rekordindehaver, ifølge fyens.dk. 7,2 millioner lyder det historiske prisskilt på. Huset byder på liebhaveri i skæve vinkler og søudsigt fra terrassen.

Udsigten fra terrassen på Valhalsvej 19 i Bolbro. (Foto: DanBolig)
Udsigten fra terrassen på Valhalsvej 19 i Bolbro. (Foto: DanBolig)

»Mange ved slet ikke, at der findes sådan et unikum i Bolbro,« fortæller Jonas Hostrup, der er daglig leder af DanBolig Tarup.

Ejerne af den rekorddyre Bolbro-villa, der ligger på Valhalsvej er dog ikke de eneste, der får højere priser for deres mursten i det tidligere arbejderkvarter.

Postnummer 5200 Odense Vest, hvor Bolbro ligger, har oplevet byens største prisstigning de sidste to år.

47 procent er udbudspriserne steget med fra første kvartal 2019 til første kvartal 2021 i Odense Vest, ifølge tal fra Finans Danmark.

»Det går super stærkt. Mange huse når vi slet ikke at få op af skuffen og på nettet, før de er solgt,« siger Jonas Hostrup.

Hos Lokalbolig Tarup oplever ejendomsmægler Sebastian Jensen også interessen for Bolbro-området. Han er ikke i tvivl om hvorfor:

»Bolbro ligger op og ned af Odense centrum og har virkelig været overset indtil nu«.

Masser af skov og god adgang til fritidsaktiviteter er nogle af Sebastian Jensens andre salgspunkter.

Købernes interesse er også drevet af den kommende letbane og de 30 millioner kroner, som kommunen har brugt på områdefornyelse. Men vigtigst af alt:

»Der er masser af fine murermestervillaer i området, bare lige en million billigere end i områderne omkring. Det er et hit,« siger Sebastian Jensen.

De gode priser kan dog snart være fortid, hvis stigningerne fortsætter. Sebastian Jensen forsikrer dog om, at der stadig er plads til arbejdere i arbejderkvarteret:

»Der er ryddet op, og priserne stiger, men der er stadig boliger til arbejderklassen bare ikke i samme omfang.«