Et massivt politiopbud har det seneste døgns tid skabt utryghed blandt borgere i Holbæk. Nu er en af aktionerne afsluttet.
Det hele startede, da politiet lørdag aften rykkede ud til det nye beboelseskvarter Apotekerhaven. Her sparkede de ifølge et øjenvidne, som B.T. har talt med, døren ind til en lejlighed, mens flere politibiler nærmest blokerede for udgangen.
Aktionen fortsatte søndagen igennem, og tidligere på dagen fortalte en anonym beboer til B.T., at utrygheden og frygten havde bredt sig:
»Der er en stemning herude af, at folk er skræmte,« lød det.

Søndag rykkede politiet ud til endnu en lokation i Holbæk, hvor også bomberyddere blev set.
Politiet har hele vejen igennem været meget diskrete og har kun lukket sparsomme informationer ud til offentligheden.
»Netop fordi politiet er der, er der ikke grund til bekymring set med de omkringboendes øjne. Det er noget politiarbejde, der skal udføres, og det vil vi gerne have gennemført,« sagde Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder for Midt- og Vestsjællands Politi, til Ritzau tidligere søndag.
Søndag aften er der ikke meget nyt under solen, da Martin Bjerregaard fortæller til B.T., at de ikke forventer flere udmeldinger i dag.

Han fortæller dog, at den ene aktion er afsluttet, mens han på indeværende tidspunkt er usikker på, om den anden fortsat står på.
B.T. har været i kontakt med flere beboere i Apotekerhaven søndag aften, og de fortæller, at politiet ikke er blevet set i beboelseskvarteret det seneste stykke tid. Derfor er der heller ikke den samme utryghed at spore i kvarteret længere.
Lejerbo, der administrerer de 100 lejligheder i Apotekerhaven, oplyser til B.T., at man fra mandag vil tilbyde støtte til dem, der måtte have brug for det, i områdets fælleshus.