Balladen vokser internt i blå blok.

Nu kommer Morten Messerschmidt (DF) nemlig med ny hård kritik af Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

»Ellemanns projekt det er mere eller mindre, at genfusionere med Det Radikale Venstre. Det tror jeg, at der er mange venstrefolk, der ikke er så begejstrede for,« siger Morten Messerschmidt til B.T.

Årsagen til den udmelding er Jakob Ellemann-Jensens fyring af sin nærmeste rådgiver, Jesper Kraft, der blev meldt ud mandag formiddag.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen får nu hård kritik af Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen får nu hård kritik af Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Jesper Kraft er kendt for at støtte den mere højreorienterede del af Venstre. Derfor mener Morten Messerschmidt, at der tegner sig et klart mønster.

»Når en fyr som Jesper Kraft, der er anerkendt som en af de dygtigste rådgivere på Slotsholmen overhovedet, han forlader sin post på den her måde, hvor han bliver fyret, så er det et klart valg fra Ellemanns side om, at han vælger højrefløjen fra,« siger han.

På Facebook har Jesper Kraft mandag erkendt, at han har været uenig med andre Venstre-folk om 'de strategiske beslutninger' og 'den politiske retning'.

Flere anonyme Venstre-folk bekræfter da også over for B.T., at der internt i partiet har været stor uenighed mellem Jesper Kraft og både ansatte samt folkevalgte om den politiske kurs.

Mandag blev Jesper Kraft fyret som Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens særlige rådgiver. Arkivfoto: Mads Dalegaard/Ritzau-Scanpix
Mandag blev Jesper Kraft fyret som Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens særlige rådgiver. Arkivfoto: Mads Dalegaard/Ritzau-Scanpix
Vis mere

»Det er et kæmpe stort tab for højrefløjen i partiet, og et eksempel på, at Venstre under Jakob Ellemnann-Jensen bevæger sig mere og mere hen mod midten og væk fra hardlinerne,« siger Morten Messerschmidt.

Venstres politiske ordfører Sophie Løhde er langt fra enig.

»Det kan jeg på ingen måde genkende, så Messerschmidt kan roligt fortsætte sommerferien. Der er ikke rykket så meget som en millimeter i Venstres udlændingepolitik, og vi er stadig dybt uenige i S-regeringens mange lempelser, hvor de fx har givet arbejdsløse indvandrerfamilier 2.000 kr. ekstra skattefrit om måneden,« siger hun og tilføjer:

»Vi mener, at der er behov for at føre en strammere udlændingepolitik, end den som Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen står for. Det ved Messerschmidt i øvrigt også udemærket.«