De interne magtkampe og uenigheder har ikke været svære at få øje på, siden det store formandsopgør, der væltede Lars Løkke, brød løs i august sidste år.

Og hvis der er en person, som har bidraget til magtkampen om Venstres politiske kurs, så har det været Jakob Ellemann-Jensens nærmeste rådgiver, Jesper Kraft.

Det fortæller flere kilder i Venstre, efter at Jesper Kraft mandag blev opsagt i Venstre.

Konflikten om den politiske kurs blev til sidst for stor mellem Jesper Kraft og ansatte og folkevalgte i Venstre, fortæller flere kilder til B.T.

Derfor var Jakob Ellemann-Jensen tvunget til at adskedige sin nærmeste rådgiver.

Ifølge politisk kommentator Jarl Cordua er det svært at forstå, hvorfor Jakob Ellemann-Jensen har holdt hånden over sin rådgiver så længe.

»Jesper Kraft er en meget speciel type rådgiver, som ikke kun tager telefonen, når journalister ringer, men også forsøger at påvirke den politiske linje i Venstre. Det har skabt flere interne konflikter i partiet,« siger Jarl Cordua.

»Nu har Jakob Ellemann-Jensen ikke kunnet holde hånden over Kraft længere, og det har måske ikke ligefrem bidraget til stabiliteten i Venstre, at Ellemann indtil nu har været så stædig på dette punkt,« siger han.

Mandag blev Jesper Kraft fyret som Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens særlige rådgiver. Arkivfoto: Mads Dalegaard/Ritzau-Scanpix
Mandag blev Jesper Kraft fyret som Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens særlige rådgiver. Arkivfoto: Mads Dalegaard/Ritzau-Scanpix
Vis mere

Jesper Kraft er både i fremtoning og personlighed en speciel type på Christiansborg.

Venstre-kilder beskriver ham som en stor politisk begavelse og en humoristisk taleskriver, men også som en højrefløjskriger, som aldrig går af vejen for en konflikt.

Selv om Jesper Kraft har dannet parløb med den nuværende Venstre-formand, siden Ellemann tiltrådte som miljø- og fødevareminister i 2018, ligger makkerparret langt fra hinanden politisk.

Mens Jakob Ellemann-Jensen har vist sig som en midtersøgende liberal, der til tider flirter med De Radikale, tilhører Jesper Kraft højrefløjen i dansk politik.

Jacob Ellemann-Jensen præsenterer den ny Venstre top med Karsten Lauritzen som gruppeformand og Preben Bang Henriksen som anden gruppeformand. Venstre vælger på deres gruppemøde ny gruppeformand efter Jakob Ellemann-Jensen, på Christiansborg tirsdag den 15. juni 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Jacob Ellemann-Jensen præsenterer den ny Venstre top med Karsten Lauritzen som gruppeformand og Preben Bang Henriksen som anden gruppeformand. Venstre vælger på deres gruppemøde ny gruppeformand efter Jakob Ellemann-Jensen, på Christiansborg tirsdag den 15. juni 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Da jeg blev rådgiver for Jakob, lovede jeg, at jeg altid ville sige tingene ærligt og uden omsvøb. Det har jeg gjort, skriver Jesper Kraft på Twitter i forbindelse med sin afsked i Venstre.

»Men det er svært at fungere godt som rådgiver i længden, hvis man for ofte er uenig i de strategiske beslutninger og den politiske retning, der bliver konsekvensen. Og så må vores veje skilles,« fortsætter han.

Selv om Venstre-folkene ikke vil tale til citat, fortæller flere kilder til B.T., at Jakob Ellemann-Jensen flere gange har slået ring om sin rådgiver, når andre i partiet har ment, at Kraft skabte konflikter.

»Jakob Ellemanns opgave som ny formand var at skabe ro i partiet og sætte en klar politisk kurs. Det er selvfølgelig svært, hvis partiformandens nærmeste rådgiver ikke er på samme linje som formanden,« siger Jarl Cordua.

Ellemann vil ikke kommentere afskedigelsen af sin rådgiver. Men i en pressemeddelelse fra Venstre udtaler Venstre-formanden:

»Siden vores tid sammen i ministeriet og min første tid som formand har udfordringerne ændret sig, og derfor justerer jeg nu på mit hold, og Jesper stopper i Venstre.«

Venstre har ikke på nuværende tidspunkt en afløser klar til posten som Jakob Ellemann-Jensens særlige rådgiver.