Endnu engang skal man høre Dansk Industris klagesang over, at det er alt for svært for de danske virksomheder at få kvalificerede medarbejdere. Som altid er DIs bud på en løsning, at det skal være lettere at hente endnu flere udlændinge hertil for at arbejde.
Man kan utvivlsomt finde eksempler på virksomheder, der har vanskeligt ved at finde de specialister, de har brug for. Men den generelle situation på det danske arbejdsmarked stemmer altså slet ikke overens med det dystre billede, som DI og andre arbejdsgiverorganisationer prøver at tegne.
For det første er det ganske enkelt forkert at påstå, at det er voldsomt svært at få kvalificerede udlændinge til at arbejde i Danmark. Vi har vel aldrig haft en større andel af udlændinge på vores arbejdsmarked end netop nu.
For det andet er det et fåtal af virksomhederne, der oplever reelle problemer med at rekruttere folk. I hvert fald hvis man skal tage tallene fra regeringens egen Styrelse for Arbejdsmarked og Rekruttering for gode varer. Den seneste analyse fra efteråret dokumenterer, at otte procent af virksomhederne har haft problemer med at rekruttere medarbejdere. Samlet set handlede det om ca. 20.000 forgæves rekrutteringer. Det lyder måske voldsomt, men tallet skal ses i lyset af, at der i disse år typisk er ca. 800.000 jobåbninger om året ifølge 3F. Og 15 procent af stillingerne blev alligevel besat med en person med en lidt anden faglig profil.
Samtidig oplyser 3F, at kun 1,3 procent af virksomhederne har søgt efter nye medarbejdere via både jobnet, det lokale jobcenter og den relevante a-kasse. Dette skal sammenholdes med, at vi stadig har mere end 100.000 ledige danskere. Der er med andre ord gode muligheder for at ansætte ledige danskere.
Jeg synes, at det ville være langt bedre, hvis man ansatte og opkvalificerede ledige danskere i stedet for bare bevidstløst at blive ved med at kræve mere udenlandsk arbejdskraft.
Med jævne mellemrum er der sager i medierne, som DI m.fl. bruger til at retfærdiggøre kravet om mere udenlandsk arbejdskraft. Men når man ser sagerne efter i sømmene, er realiteten ofte en anden. Se blot på sagen med den somaliske slagteriarbejder på Tican i Nordjylland, der har fået inddraget sin opholdstilladelse. Det er jo fint, at slagteriet har en medarbejder, som de er glade for. Det kan ingen have noget imod. Men det klinger bare hult, at man vil forsøge at gøre det til en sag om vanskelighederne med at rekruttere medarbejdere, når man ved, at slagteriet for ikke længe siden fyrede medarbejdere.
Slagteriet forsøger så at benytte den såkaldte beløbsordning til at sørge for, at de kan beholde den meget omtalte slagterimedarbejder, som ellers står til at blive udvist til Somalia, ved at flytte ham til aftenholdet, så han tjener mere i løn. Den ordning er lavet for at sikre, at det kun er specialiseret arbejdskraft, som typisk har et højt lønniveau, som virksomhederne kan hente hertil. Men hvis man kan rekruttere slagteriarbejdere via ordningen, så er det vel ikke længere højt specialiseret arbejdskraft, vi taler om?
Og så falder DIs argumenter for at sænke beløbsgrænsen fuldstændig fra hinanden. Der er i den grad brug for en mere nuanceret debat, når det handler om udenlandsk arbejdskraft. Tænk, hvis de dele af erhvervslivet, som bruger utroligt mange kræfter på at overbevise befolkningen om, at de mangler udlændinge, istedet brugte kræfterne på at tage danske lærlinge ind, opkvalificere de arbejdsløse danskere, så de kunne indgå i arbejdsstyrken mv. Og hvorfor skal det være lettere at hente udlændinge hertil fra ikke-EU lande, når det indre marked i EU tillader fri indvandring af arbejdskraft fra EU-lande med høj arbejdsløshed.
Der er noget, der ikke hænger sammen.
