I de seneste opgørelser over indvandringen i Danmark, ser man tydeligt effekten af en borgerlig regering med Dansk Folkepartis indflydelse. Siden 2012 har vi haft markante stigninger i antallet af opholdstilladelser til udlændinge, men i 2016 formåede vi at knække kurven. Blot et år efter valget.
Alene på asylområdet og i forhold til familiesammenføringer er antallet af opholdstilladelser faldet. På asylområdet har vi de laveste tal i mange år.
Det er et klart bevis på, at de mange udlændingestramninger, som Dansk Folkeparti har arbejdet for at indføre, har en effekt. Det betyder dog ikke, at vi kan læne os tilbage og være tilfredse med de nuværende regler.
I 2015 blev der udstedt 84.693 opholdstilladelser i Danmark. I 2016 faldt det til 80.002, og i 2017 dykkede tallet for andet år i træk til 76.897. Selvom antallet af opholdstilladelser er faldende, er det stadigvæk alt for mange. Derfor bør vi skrue på endnu flere parametre for at nedbringe den høje indvandring i Danmark. Hjemsendelser er et oplagt sted at starte.
Da Dansk Folkeparti i sin tid åbnede op for diskussionen om hjemsendelse af flygtninge, var der mange, som blot trak på skulderen. Som om det slet ikke var en reel mulighed. For os er det logisk, at folk, der kommer til Danmark for at få midlertidig asyl, ikke skal ende med en permanent opholdstilladelse. De skal selvfølgelig vende hjem og genopbygge deres land, så snart forholdene i hjemlandet er til det. Det er ofte de mest ressourcestærke, som når helt til Danmark og får tildelt asyl. Deres hjemlande har brug for disse menneskers evner og engagement.
I denne tid forsøger mange at sælge illusionen om, at de danske virksomheder hungrer efter udenlandsk arbejdskraft. Det giver jeg ikke meget for. Vi har i de seneste år haft en voldsom vækst i arbejdere og studerende, der kommer til Danmark for at tjene penge og tage sig en god uddannelse.
Derfor har vi i Dansk Folkeparti fået vedtaget nogle helt rimelige skærpelser over for udenlandsk arbejdskraft. Afskaffelsen af Green Card-ordningen og stramningen af beløbsordningen har været vigtige for at sikre, at antallet af udenlandske arbejdere ikke er kommet helt ud af proportioner.
I stedet for at hylde og hidkalde udenlandsk arbejdskraft, bør vi i højere grad se på vores egen arbejdsstyrke. Det går godt i Danmark, og virksomhederne har nok at lave. Lad det være en anledning til at nedbringe antallet af ledige danskere, og få dem ud på arbejdsmarkedet. Det kræver, at virksomhederne også løfter deres del af ansvaret ved at tage lærlinge og investere i efteruddannelse af deres ansatte.
Hvis vi fortsætter med at prioritere udenlandsk arbejdskraft, slår vi bunden ud af vores arbejdsmarked og efterlader de langtidsledige i en permanent situation på overførselsindkomst.
Det er hverken godt for Danmark eller de ledige danskere. Når den samlede indvandring falder for andet år i træk skyldes det, at der er strammet på mange forskellige områder. Det arbejder agter DF at fortsætte.



