Den 26. oktober fik 48-årige Kim Christensen det opkald, som alle forældre frygter allermest, når deres børn er i byen.
Opkaldet om hans 16-årige søn, Marcus. Opkaldet om, at der var sket en forfærdelig ulykke.
En ulykke, der betød, at livet – som han hidtil havde kendt det – aldrig ville blive det samme igen.
Marcus var død. Væk. Borte.
»Jeg kunne slet ikke begribe det. Jeg kunne ikke fatte det. Min elskede søn.«
Få timer før opkaldet havde Marcus været til en fest hos en bekendt i sin midtvestsjællandske hjemby, Dianalund.
Kim vidste godt, at Marcus var ude, for tidligere på dagen var han brudt ud hjemmefra.
Kim Christensen havde kort tid forinden fundet ud af, at Marcus var begyndt at omgås nogle nye venner fra HTX-skolen, som han netop var startet på, og at deres fælles interesse var hash.
For at holde Marcus væk fra det dårlige selskab – og ikke mindst hashen, som på det tidspunkt var blevet afhængighedsskabende for Marcus – havde Kim låst Marcus' tøj og sko inde i bryggerset fredag den 25. oktober.
Ting, som Marcus havde brug for, hvis han skulle forlade huset.
Men trangen til fest – til vennerne, til hashen – var for stor for Marcus, og tidligt på eftermiddagen brød han det aflåste skab op, tog sine ting og stak af.
Til festen, som bestod af en håndfuld lokale teenagere, var hash ikke det eneste rusmiddel. Nogle af de unge havde været i Slagelse for at købe det euforiserende stof MDMA, og Marcus viste interesse.
Stoffet – et gram – blev blandet op i en halvfyldt 1,5-liters Faxe Kondi-flaske.
Ifølge den 18-årige unge mand, som blandede stoffet i sodavanden og i december ved Retten i Næstved blev dømt skyldig i uagtsomt manddrab, var Marcus godt klar over, at »det var en stærk blanding, og at han skulle tage små tåre af den«, lød det fra den 18-årige i retten.
Marcus tog ifølge vidner flere tåre og blev i løbet af kort tid dårlig.
Til sidst så dårlig, at de andre til festen forsøgte at få ham til at kaste op, inden de ringede 1-1-2.
Marcus blev hentet i ambulancehelikopter, men stod ikke til at redde, og på Rigshospitalet blev han erklæret død.
Tilbage sidder Kim Christensen i parcelhuset i Dianalund. Alene og forladt i den stue, som han og Marcus for to måneder siden delte.
I dag deler han den med sorgen, som har boret sig ind i hver en afkrog at det tomme, firkantede etplanshus.
»80 pct. af alle de ting, jeg ejede, har jeg smidt ud. Jeg kan simpelthen ikke klare at se på det mere. Det hele minder mig om Marcus,« siger Kim fra en stol, der står placeret midt på det bare stuegulv.
Hans to hunde, et par reoler, en seng, nogle billeder og fotografier af Marcus er stort set, hvad Kim tager med sig. Han er på vej videre. Væk fra huset. Væk fra Dianalund.
»Jeg kan høre ham gå i gruset derude,« siger Kim og peger ud mod indgangspartiet.
»Jeg kan høre, når han kommer hjem. Hvordan han trækker sin cykel gennem stenene og parkerer sin cykel op ad skuret.«
Kim Christensen er en pragmatisk mand. En mand, der handler. Han tror ikke på mere, end øjet ser, og selv om han håber på et tegn fra sin afdøde søn, tror han ikke, det kommer.
Lige siden Marcus døde, har Kim forsøgt at råbe folk op. Han vil ikke have, at Marcus' død skal være forgæves, og derfor står han gerne frem og krænger sin sorgfyldte sjæl ud, hvis han kan få bare én eller to unge til at tænke sig godt om, inden de tager stoffer.
Han tror på, at man skal tale om tingene. At man som forælder skal møde de unge, hvor de er, så de ikke – uden forældrenes kendskab – render rundt og laver livsfarlige ting i det skjulte.
Nærmest profetisk havde Kim og Marcus, to dage inden Marcus døde, en lang snak om risikoen ved at tage hårde stoffer, som på det danske marked lige nu er på deres stærkeste niveau i 25 år.
»Han kendte alle navnene – Emma, Molly, og hvad de ellers hedder. Men han sagde, at han aldrig ville tage dem. Det holdt så ikke,« siger Kim Christensen i et træt – nærmest apatisk – toneleje.
Han er ikke en mand, der viser mange følelser. Men man er ikke i tvivl om, at han er ked af det. I knæ.
»Jeg har dage, hvor jeg er kvast. Hvor jeg bryder sammen og stort set ikke kan trække vejret af sorg.«
Når Kim Christensen forlader huset i Dianalund, flytter han ind i en lejlighed i Sorø, der ligger 12 km væk.
Lejligheden ligger lige over for kirkegården, hvor Marcus ligger begravet på de ukendtes gravplads.
»Jeg kan se ham, når jeg kigger ud af vinduet. Og selv om jeg ved, han ikke er her, føles det, som om han er tæt på mig. Det føles godt.«
