Vejen til Downing Street ligger nu næsten helt åben.

Andy Burnham har nemlig sikret sig opbakning fra hele 349 Labour-medlemmer i det britiske parlament.

Dermed er det matematisk umuligt for en modkandidat at samle de 81 støtter, der kræves for at fremtvinge et kampvalg. Det skriver BBC.

Burnham mangler fortsat den formelle støtte fra tre organisationer med tilknytning til Labour.

Det ventes dog blot at være en formalitet, og han står derfor til at blive partiets nye leder - og dermed Storbritanniens næste premierminister.

Han afløser Keir Starmer, der førte Labour til en jordskredssejr i 2024 og afsluttede 14 års konservativt styre.

Men efter stigende pres meddelte Starmer i juni, at han ville trække sig. Han bliver siddende som premierminister, indtil efterfølgeren er endegyldigt på plads.

Og den efterfølger ser altså ud til at blive Andy Burnham.

Den 56-årige politiker har de seneste år været borgmester i Greater Manchester og vendte i juni tilbage til parlamentet efter en sejr ved et suppleringsvalg.

Hans markante profil i det nordlige England har flere gange sikret ham tilnavnet:

»King of the North.«

Nu står den erklærede 'nordlige konge' til at rykke direkte ind i Downing Street.