»Jeg giver kvinder en række rettigheder og finansierer dem fuldt ud. Der er ingen tvang om at bruge disse rettigheder. Hvis ikke man forstår det, så er man uden for pædagogisk rækkevidde. Dansk Kvindesamfund taler om abort, som var det et præventionsmiddel. Det er sørgeligt.«
Jens Rohde er fredag havnet i modvind for ovenstående ord på Twitter.
Tweetet var et svar til en tråd, der handlede om udviklingen i antallet af aborter herhjemme, som har været faldende siden 1973.
En tråd, som Jens Rohde ufrivilligt blev en del af, da han blev tagget, men i sidste ende valgte at svare på. Og det fik straks flere til tasterne, hvor det især var formuleringen 'jeg giver kvinder en række rettigheder', som flere hæftede sig ved:
»Nå, men nu er vi nået dertil hvor Jens giver kvinder rettigheder. Men det er nok bare mig, der skal holde op med at være så aggressiv og udenfor pædagogisk rækkevidde,« var det lettere ironiske svar fra journalist Sandie Westh, der startede tråden, og flere andre fulgte i samme sarkastiske spor:
Tak for alle disse rettigheder Jens, og flot, at du har råd til at finansiere dem selv! Hvor var kvinder dog uden dig.
DU GIVER kvinder en række rettigheder?? Søde ven... hvis du er nødt til at GIVE nogle personer rettigheder, så er det ikke rettigheder du deler ud af, så er det privilegier du giver adgang til.
Rettigheder er noget ALLE har.Du *GIVER* kvinder en række rettigheder?!? Ja ok det partihop giver mere og mere mening, hils i det 19 århundrede.
Hvis vi ser helt bort fra at det er ufatteligt arrogant og komplet idiotisk at sige at DU giver kvinder rettigheder, så skulle du måske være en knivspids mere ydmyg når jeg nu fortæller dig at de samme kvinder faktisk er med til at bestemme om DU stadig skal have dit job. Klovn.
Netop hans indtræden i partiet er sagens lettere kringlede krog. Det er blot få dage siden, at han blev præsenteret som nyt medlem af Kristendemokraterne. Og i går blev partiets 2030-plan så præsenteret, og her druknede det meste af partiets politiske visioner i en gammel mærkesag, som synes at være droppet.
Partiet blev i 1970erne stiftet som et protestparti mod den frie abort. Men her godt 50 år senere er det altså ikke længere noget, der er indskrevet i partiets politiske program. Nu vil de i stedet forsøge at få antallet af aborter ned, men decideret at indskrænke kvinders rettigheder, skal altså ikke komme på tale.
Sagen har siden fået Jens Rohde som hovedperson i kraft af, at hans indtræden i partiet falder sammen med den nye 2030-plan.
Trods Kristendemokraternes nye udmelding rettede Dansk Kvindesamfund alligevel en kritik af Jens Rohde og partiet for at være modstandere af fri abort, og det startede en betændt debat, som nu har fået nyt liv på Twitter.
Og det har nu ført til formuleringen, der blev nævnt længere oppe, som flere var harme over. Jens Rohde forklarer sin formulering med følgende:
»Helt præcist afsætter vi en milliard kroner til retten til rådgivning og støtte før og efter, for dem, som IKKE synes, at en abort er en lettelse eller noget, man bare lige gør.«



