En 12-årig pige blev onsdag forulempet af en mand i Odsherred i Nordvestsjælland.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de nu søger vidner.

Episoden skete onsdag eftermiddag, da hun gik tur på en sti ved et grønt areal kaldet 'Byens bakke'. Det skete i området nær Gl. Nykøbingvej i Svinninge.

Den 12-årige pige havde bemærket en lille sort bil, som var parkeret på den nærliggende parkeringsplads. Herefter kom manden ud, og satte kursen mod hende. Han tog fat i hende, lagde hende ned, og løftede op i hendes bluse.

Pigen formåede dog at vriste sig fri, og kunne derfor løbe fra stedet. Herefter stak manden af i den sorte bil.

Pigen led ikke fysisk overlast af episoden, men var efterfølgende rystet, oplyser politiet.

Manden beskrives som mellemøstligt af udseende, 30-40 år, 175-180 centimeter høj, han havde sort hårfarve og var iført blå jeans samt en blå/sort T-shirt.

Politiet søger derfor nu vidner, der har detaljer i sagen. De kan kontaktes på telefonnummer 114.