To-årige Magnus, der lider af cerebral parese (spastisk lammelse), har det nu så skidt, at han skal sidde i kørestol. Men ministrene på området mener, det er kommunernes ansvar at sikre den rette træning til Magnus.
»Det gør mig enormt ked af det, at han skal sidde i kørestol. Han bliver jo frustreret over, at de andre børn løber rundt og leger, mens han ikke kan noget. Det gør ondt at se på som mor,« siger 30-årige Stine Aagaard.
For en måned siden stod hun frem i B.T. og fortalte, hvordan familien har kæmpet for at få tilstrækkelig med fysioterapi og ergoterapi. Bl.a. har Slagelse Kommune ikke fulgt op på de genoptræningsplaner, som speciallæger på Odense Universitetshospital har lagt for Magnus, efter at have modtaget botoxbehandlinger mod spasticitet.
Kommunen har afvist kritikken fra familien med argumentet om, at Magnus har fået tilbud om at komme i specialbørnehave. Et tilbud, som drengen var for dårlig til at tage imod.
Efter B.T.'s artikler om Magnus skriver sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) nu i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg, at hun ikke kan gå ind i den konkrete sag, men svarer generelt:
'Det er kommunens opgave nærmere at tilrettelægge genoptræningsindsatsen, så længe den lever op til genoptræningsplanen. Det finder jeg grundlæggende fornuftigt, bl.a. fordi det giver kommunen mulighed for at tænke genoptræningen sammen med andre instanser,' skriver hun.
Tilbage står Stine Aagaard Hansen med en handicappet søn, der hele tiden får det værre. Snart skal han opereres i sine ben, fordi han ikke længere kan strække dem pga. muskelsammentrækninger. Kørestolen får han den 22. februar.
»Tanken om, at han kunne have fået et andet liv, hvis han fra start var blevet hjulpet med den rette træning, er ubærlig,« siger hun.
Kirsten Normann Andersen (SF), der har stillet spørgsmål til ministeren på baggrund af artiklen i B.T., mener ikke, at sundhedsministeren svarer fyldestgørende på, hvad Stine Aagaard og andre familier i samme situation skal stille op med manglende hjælp fra kommunen:
»Det er den sædvanlige situation, hvor borgere falder ned mellem to stole, fordi der er tale om to instanser, som har noget at skulle have sagt, men som ikke kan blive enige. I dette tilfælde er det regionen, der har ansvaret for at definere genoptræningen, og kommunen, der skal tilrettelægge den. Hvis det stod til mig, så var det regionerne, der havde ansvaret. Det er dem, der er specialister, og som har folk, der ved, hvad der virker og kender borgernes helbredsmæssige situation bedst,« siger hun.
I sit svar til sundhedsudvalget skriver Ellen Trane Nørby videre, at hun 'ikke har planer om at ændre principperne for ydelse af genoptræning isoleret set'.
»Men regeringen vil med den nye sundhedsreform generelt styrke samarbejde og koordinering af patientforløb mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger.«
Det undrer Kirsten Normann Andersen (SF), der ikke mener, at det er et svar, Magnus kan bruge til noget.
»Det er ikke noget, der tyder på, at sundhedsreformen kan løse dette. Når man giver kommunerne ansvaret for genoptræningen, er der desværre en tendens til, at den kommunale standard vægter, hvad de har af tilbud af genoptræning til borgere med specielle behov. Så bliver det normen uanset, om speciallægen mener, der skal noget andet til. Det er uholdbart,« siger hun.
Også handicapordfører Karina Adsbøl (DF), der har stillet spørgsmål til børne- og socialminister Mai Mercado (K), undrer sig over, at ministeren ikke sikrer, 'at kommunerne lever op til deres forpligtelser'.
»Det er umådeligt trist at opleve, at forældre, der har et barn med et handicap, gang på gang skal kæmpe for at få hjælp til at få dagligdagen til at fungere,« siger hun.
I mellemtiden prøver Magnus' mor at bevare et positivt sind. Hun glæder sig over, at der siden offentliggørelsen af artiklen i B.T. er sket ændringer i den handicappede drengs liv.
Han har således fået tilknyttet en ergoterapeut, og fysioterapeuten kommer flere gange om ugen i stedet for bare én gang.
Derudover har kommunen besluttet, at en pædagog fra den specialbørnehave, Magnus skulle være startet i, i stedet kommer i hjemmet sammen med en anden fysioterapeut over en tre måneders prøveperiode.
Målet er, at han på sigt kan starte op i børnehaven.
